Manglende fysisk undersøgelse ved åndenød

Lægeklinik får kritik for ikke at have foretaget en fysisk undersøgelse af en patient med åndenød fremfor at tilse patienten telefonisk og på video. Patienter med potentielt alvorlig sygdom og komplekse symptomer bør tilbydes en fysisk undersøgelse.

Sagsnummer:

26SFP83

Offentliggørelsesdato:

fredag den 23. oktober 2026

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Behandlingssted A (CVR nr.: ███████████) får kritik for behandlingen i perioden fra den 22. november 2024 til den 25. november 2024.

Klagen

Du har klaget over, at din ægtefælle ikke fik en korrekt behandling på Behandlingssted A i perioden fra den 11. november 2024 til den 25. november 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at din ægtefælle ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt henset til sine symptomer.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Din ægtefælle blev som 66-årig den 11. november 2024 til 25. november 2024 behandlet på Behandlingssted A grundet hoste og åndenød.

Den 11. november 2024 havde din ægtefælle hostet i omkring tre uger og havde tiltagende åndenød. Han havde haft feber, men havde det ikke længere. Hans infektionstal var 30, iltmætning 97, blodtryk 155/80. Klinikken vurderede, at han havde lungebetændelse. Han fik recept på antibiotika for infektion og skulle komme igen ved manglende effekt.

Den 22. november 2024 havde klinikken telefonisk kontakt med din ægtefælle, hvor hans hoste var aftaget, men han havde fortsat åndenød.

Den 25. november 2024 fremgik det, at din ægtefælle havde haft åndenød efter atypisk lungebetændelse. Han havde hostet siden 20. oktober 2024 og var den 11. november 2024 opstartet på behandling for lungebetændelse. Hosten var aftaget meget. Dog fortsat åndenød. Det blev aftalt at se an med henblik på bedring af åndenød de næste 2-3 uger, og ellers ny henvendelse for at få en CT-skanning af brystkassen (thorax), da han tidligere havde haft fortætning i lungen (pulmonisk infiltrat) nederst på højre lunge.

Du har oplyst i din klage, at din ægtefælle i november 2024 fik konstateret, hvad I gik ud fra var en lungebetændelse, og at han modtog medicinsk behandling herfor. Han havde dog efter endt behandling forsat åndenød. Dette tiltog, og han kontaktede flere gange egen læ-ge for at blive tilset. Han fik hver gang at vide, at åndenød efter en sådan infektion var forventeligt, på trods af, at det var tiltagende. Han blev set sidste gang på en video, dagen inden han afgik ved døden ved pludseligt hjertestop. Obduktionen viste efterfølgende, at han havde massive blodpropper i begge lunger, og at disse ikke var opstået umiddelbart før dødens indtræden, men at de var opstået et stykke tid før.

I en ledelsesudtalelse fremgår det blandt andet, at din ægtefælle kontaktede klinikken flere gange og blev vurderet via telefon og videokonsultation. Ved den sidste kontakt dagen før dødsfaldet blev der foretaget en videokonsultation, hvor din ægtefælle fremstod påvirket, men uden akutte faresignaler. Vurderingerne blev foretaget i overensstemmelse med gældende retningslinjer for telefon- og videokonsultation, hvor beslutninger baseres på sygehistorien, patientens egen beskrivelse og observationer via video. Telefonvisitationens principper (Dansk Selskab for Almen Medicin) anbefaler en struktureret tilgang med indsamling af oplysninger, triage og rådgivning.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for behandlingen, i perioden fra den 22. november 2024 til den 25. november 2024.

Vi har lagt vægt på:

  • at din ægtefælle ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt henset til sine symptomer. Det skyldes, at din ægtefælle blev vurderet telefonisk og over videokonsultation og burde være set ved fysisk fremmøde i klinikken og undersøgt klinisk. Der burde være ta-get EKG, infektionstal og hæmoglobin, undersøgt om han havde hævede ben og tegn til DVT (blodprop i de dybe vener). Der burde også være spurgt ind til din ægtefælles åndenød.

Videokonsultation er ikke egnet til patienter, hvor der er tale om en potentielt farlig tilstand samt komplekse og uafklarede symptomer. I tvivlstilfælde skal patienten tilbydes fysisk konsultation.

Behandlingssted A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din ægtefælle i perioden fra den 22. november 2024 til den 25. november 2024.

Vi vurderer yderligere, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for behandlingen, den 11. november 2024.

Vi har lagt vægt på:

  • at undersøgelsen af din ægtefælles symptomer, på dette tidspunkt, ikke var kritisabel. Det skyldes, at lægeklinikken mistænkte, at din ægtefælle havde lungebetændelse, og på denne baggrund relevant gav ham en recept på antibiotika. Lægeklinikken opfordrede desuden på relevant vis din ægtefælle til at genhenvende sig ved manglende effekt af behandlingen.

Behandlingssted A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din ægtefælle den 11. november 2024.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed