Utilstrækkelig opfølgning på effekt af genoptræning

Sygehus får kritik for at forsætte konservativ behandling på trods af objektiv manglende effekt og udtalt smertepåvirkning. Kirurgisk vurdering burde have været fremskyndet.

Sagsnummer:

26SFP79

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 21. oktober 2026

Speciale:

Fysioterapi

Faggruppe:

Fysioterapeuter

Behandlingssted:

Øvrig privatpraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A får kritik for behandlingen på Afdeling A i perioden fra den 16. maj 2025 til den 13. juni 2025.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling A, Hospital A, i perioden fra den 18. februar 2025 til den 13. juni 2025.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke blev relevant og tilstrækkelig behandlet, herunder at din genoptræning ikke blev indstillet tidligere.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 18. februar 2025, da du var 69 år gammel, blev du tilset på Afdeling A, Hospital A på grund af længerevarende lændesmerter med udstråling til benene. Du modtog smertestillende i form af gabapentin og duloxitin, som havde nogen effekt. Herudover modtog du morfin, som havde bedre effekt. Samtidig oplevede du problemer med blærekontrol og forstoppelse.

Afdeling A observerede, at du gik i et langsommere tempo end forventet og at bevægelse udløste mange smerter i din lænd og dit bækken. Du havde tidligere på måneden fået foretaget en MR-skanning, som viste slidgigt i begge hofteled. Herudover viste skanningen for-kalkninger i ledbrusken (kondrokalcinose) i dit højre hofteled. Skanningen viste også, at en af dine ryghvirvler i lænden var begyndt at glide fremad (anterolistese). Du blev diagnosticeret med spondylolistese.

Afdeling A tilbød dig genoptræning med det formål at give dig bedre bevægelighed og afhjælpe spondylolistesen. Du blev instrueret i afspændingsøvelser i kombination med ånde-drætsøvelser, som du skulle udføre i 5-15 minutter 2-3 gange dagligt. Herudover blev du anbefalet at kontakte din praktiserende læge for en eventuel justering af din smertestillende medicin. Afdeling A ville drøfte din skanning på konference om et muligt tilbud på operation.

Den 7. marts 2025 var du til kontrol hos Afdeling A. Du var startet i genoptræning, men havde fået tiltagende smerter i lænden to dage efter øvelserne. Herudover syntes du ikke, at du havde samme effekt af din smertestillende medicin, som før du startede på genoptræning. Du oplyste, at du havde haft god effekt af gåture, hvilket Afdeling A opfordrede dig til at fortsætte med.

Afdeling A oplyste dig om, at det på konference var blevet besluttet at tilbyde dig en tid til rygkirurgisk vurdering, hvis genoptræningen ikke havde haft effekt over tid. Afdeling A aftalte med dig at følge op på effekten af genoptræningen.

Den 30. april 2025 var du til genoptræning, hvor du oplyste, at du havde voldsomme smerter og ikke kunne finde hvile. Afdeling A konkluderede, at du ikke havde opnået bedre gangfunktion af træningen. Afdeling A foreslog at afslutte genoptræningen før tid, da der ikke var fremgang, og der ikke var håb herom trods mere tid. Det blev planlagt, at du skulle indkaldes til kontrol og videre udredning.

Den 16. maj 2025 blev du tilset til kontrol på Afdeling A. Du oplyste, at du ikke havde følt dig set eller hørt til træning. Herudover oplyste du, at du følte dig presset for hårdt med flere gentagelser, end hvad du kunne klare smertemæssigt. Du havde trænet derhjemme dagligt og oplevede en lille bedring i dine lændesmerter. Herudover oplevede du bedre søvn efter at have fået justeret din smertestillende medicin. Du var forsat begrænset i din bevæ-gelighed for så vidt angik bøjninger forover. Afdeling A planlagde yderligere to måneders genoptræning for at vurdere den endelige effekt.

Den 10. juni 2025 kontaktede du Afdeling A, da du havde problemer med at tømme blæren om morgenen. Herudover oplyste du, at du havde kraftige belastningsrelaterede smerter fra din lænd og føleforstyrrelser i dine ben. Du fortalte, at du ønskede at fremskynde planen i forhold til vurderingen ved rygkirurgerne, da du ikke syntes, at det fungerede med øvelser hjemme. Det blev aftalt, at du skulle ses hos Afdeling A samme uge med henblik på opfølgning.

Den 13. juni 2025 blev du tilset til kontrol hos Afdeling A. Du havde tiltagende smerter i benene og havde svært ved at sidde ned på grund af smerter. Afdeling A vurderede, at træningen var afprøvet, uden at have haft effekt, og at du derfor skulle tilses til en rygkirurgisk vurdering.

Du har til din klage oplyst, at du sidenhen har fået at vide, at din tilstand ikke havde gavn af genoptræning, og at dette allerede fremgik ved MR-skanningen af din ryg. Herudover har du oplyst, at du er blevet tilbudt operation.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A for dele af behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at du ikke blev relevant og tilstrækkelig behandlet, da Afdeling A planlagde yderligere to måneders genoptræning den 16. maj 2025. Dette var ikke i overensstemmelse med normen for faglig standard på området, da der ikke forelå et rationelt fagligt grundlag med forventning om positiv effekt af yderligere konservativ behandling.

På dette tidspunkt var der objektivt dokumenteret forringelse i din gangfunktion, og du havde udtalt, at du ikke følte dig set og hørt og at du følte dig presset for hårdt i forbindelse med genoptræning (fear avoidance). Herudover havde Afdeling A tidligere konkluderet, at den konservative behandling med genoptræning var utilstrækkelig. Din genop-træning burde derfor have været indstillet, som tidligere vurderet, den 30. april 2025.

  • at indholdet, dosis og belastningsniveauet af din genoptræning burde have været bedre tilpasset og dokumenteret løbende, da du gentagne gange oplyste, at dine smerter var forværrede efter træning, og da din gangfunktion var objektivt forringet.

  • at Afdeling A burde have fulgt og dokumenteret din blærefunktion og eventuelle neuro-logiske udfald, herunder i underekstremiteterne. Det skyldes, at symptomerne var til stede ved din første konsultation og udgør potentielle tegn på alvorlig sygdom som cauda equina-syndrom og tiltagende nerverodspåvirkning.

  • at du ikke blev relevant og tilstrækkelig behandlet, da du den 10. juni 2026 oplyste om symptomer i form af vanskeligheder med blæretømning. Da der ikke var indikation for central forsnævring i din rygmarvskanal (central spinalstenose) ud fra tidligere MR-skanning og røntgenundersøgelse, burde dine symptomer have ført til en umiddelbar vurdering i rygkirurgisk regi, fremfor at der blev aftalt opfølgning i løbet af ugen.

Afdeling A, Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 16. maj 2025 til den 13. juni 2025.

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A for den øvrige behandling.

Vi har lagt vægt på:

  • at du blev relevant og tilstrækkelig behandlet, da du blev tilbudt superviseret genoptræning med henblik på at styrke din stabilitet i lænderyggen, forbedre din gangfunktion og afprøve den konservative behandlings effekt. Konservativ behandling med genoptræning tilbydes i tilfælde, hvor der ikke er indikation for kirurgisk behandling. Da du ikke havde symptomer, som gav mistanke om behov for en kirurgisk vurdering, var det i overensstemmelse med retningslinjerne på området at tilbyde dig og afvente eventuel effekt af konservativ behandling i form af genoptræning.

  • at det var relevant at foreslå, at din genoptræning blev afsluttet den 30. april 2025, da du ikke havde haft effekt af genoptræningsforløbet.

Afdeling A, Hospital A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 18. februar 2025 til den 30. april 2025.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed