Utilstrækkelig undersøgelse af beruset patient

Et hospital får kritik for, at der ikke blev lavet en tilstrækkelig undersøgelse og givet relevant vejledning efter et fald på elcykel i beruset tilstand. Beruselse kan påvirke patientens smertefølelse og kan derfor skjule smerter og skader.

Sagsnummer:

26SFP78

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 8. oktober 2026

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A får kritik for behandlingen på Ortopædkirurgisk Afdeling den 1. januar 2025.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A, den 1. januar 2025.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke modtog tilstrækkelig undersøgelse og behandling henset til din oplysning om smerter i højre kæbe.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 1. januar 2025 blev du undersøgt på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A, efter et fald på din elcykel, hvor du havde været bevidstløs i 5-7 minutter og var vågnet op i ambulancen. Du havde ikke haft hjelm på og huskede ikke selve ulykken. Du var på tidspunktet 23 år.

Ortopædkirurgisk Afdeling foretog en objektiv undersøgelse. Du havde hudafskrabninger i ansigtet. Du havde smerter i ansigtet, men du gav ikke udtryk for, at det gjorde ondt i selve dine knogler. Du fremstod beruset og oplyste, at du ikke havde kvalme, hovedpine, svimmelhed eller synsforstyrrelser. Det blev vurderet, at du havde en hjernerystelse. Du blev informeret om, hvordan du skulle forholde dig samt, at du skulle kontakte din læge, vagtlæge eller skadestue ved forværring af symptomerne herpå.

Du oplyser i din klage, at du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt efter dit styrt på elcykel, og at du nu oplever gener i form af følelsesløshed, diskret asymmetri, ømhed i kæben, som giver hovedpine, samt spændinger i kæben.

Du har videre oplyst, at du efterfølgende fik foretaget en CT-scanning, som viste fem brud i ansigtet, heraf 3 i kæben, og at du er blevet opereret i din kæbe. Du har oplyst, at du inden operationen blev fortalt, at operationen var vanskeliggjort af, at det var et gammelt brud, og at det muligvis ikke kunne reponeres tilstrækkeligt.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at du ikke blev undersøgt tilstrækkeligt, fordi der ved undersøgelsen ikke blev taget højde for, at du var beruset og derfor havde en nedsat smertefølelse. Beruselse kan mindske den subjektive smertefølelse og øge risikoen for at overse behandlingskrævende skade efter traume. Der var i dit tilfælde tale om et potentielt betydeligt traume efter at være styrtet på elcykel i beruset tilstand uden hjelm og længerevarende bevidstløshed.

  • at der ved undersøgelsen af dig på relevant vis blev foretaget vurdering af dit bevidsthedsniveau og en objektiv undersøgelse, herunder med vurdering af synlige og mærkbare forandringer i dit ansigt, øjenbevægelser, kæbebevægelighed, tændernes sammenbid, for smerter og bevægelighed i nakken, men der blev ikke foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af, om resten af din krop havde taget skade efter styrtet på elcykel. Afdelingen burde derfor også have foretaget en udvidet objektiv undersøgelse af dig fra kraniet og ned til dit bækken, hvortil der skulle have været taget højde for, at du var påvirket af alkohol, og at din smertefølelse kunne være nedsat på grund af det.

  • at det var relevant, at afdelingen vurderede, at du havde fået en hjernerystelse og gav dig vejledning om dette. Men du havde også oplevet hukommelsessvigt efter uheldet, hudafskrabninger, lokaliserede smerter ved berøring, smerter ved kæbebevægelse og fremstod beruset. Derfor burde afdelingen også have informeret dig om, at du skulle kontakte en læge uden unødig forsinkelse, hvis du fortsat havde smerter i ansigtet, dobbeltsyn, nedsat kæbebevægelighed eller andre ualmindelige gener i ansigtet. Fordi du var påvirket af alkohol, var der en risiko for, at du ikke kunne give tydeligt udtryk for dette under afdelingens undersøgelse af dig.

  • at der ikke var grundlag for at lave en CT-scanning af dig, da der ikke var tegn på, at der var sket alvorlig skade i forbindelse med ulykken. Det er imidlertid vores vurdering, at afdelingen skulle have planlagt opfølgende kontrol med fornyet undersøgelse af dine smerter i ansigtet, nedsat kæbebevægelighed og andre ikke almindelige gener i ansigtet, med henblik på vurderingen af, om der var behov for videre radiologisk undersøgelse af dig.

Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 1. januar 2025.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed