Rygsmerter gav ikke mistanke om akut sygdom
Lægeklinik får ikke kritik for behandlingen af rygsmerter med udstråling til bryst, hoved og arme, da smerterne ikke tydede på akut sygdom. Patienten viste sig at have haft en blodprop i hjertet, men dette er ikke en sædvanlig årsag til rygsmerter.
Sagsnummer:
26SFP74
Offentliggørelsesdato:
mandag den 21. september 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Ikke kritik
Behandlingssted 1 (CVR.nr: █████) får ikke kritik for behandlingen.
Lægevagten, Region A får ikke kritik for behandlingen.
1. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted 1, i perioden fra den 9. til den 18. september 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev reageret tilstrækkeligt på dine symptomer med smerter i ryg, skulder og arme.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 9. september 2024, da du var 60 år, tog du kontakt til Behandlingssted 1, da du havde haft smerter i din ryg de seneste 14 dage, herunder i din lænd, og det havde ikke hjulpet at tage almindelig smertestillende. Der blev foretaget en objektiv undersøgelse, og du blev rådet til at fortsætte kiropraktisk behandling, som du allerede fik.
Den 16. september 2024 blev du tilset hos lægeklinikken, da du fortsat havde rygsmerter, som nu også strålede ud i dine arme, ligesom du havde natlige smerter. Der blev foretaget en objektiv undersøgelse, og du blev på den baggrund henvist til røntgenundersøgelse og MR-skanning af din øverste del af ryggen og nakken på sygehuset. Du fik herudover ordineret Gabapentin mod smerterne.
Den 17. september 2024 blev henvisningerne til røntgenundersøgelsen og MR-skanningen imidlertid afvist af sygehuset.
Samme dag havde du en telefonisk konsultation, da du ikke syntes, at du var tilstrækkeligt smertedækket. Der blev derfor aftalt, at du kunne komme til fysisk konsultation den følgende dag.
Den 18. september 2024 blev du set i lægeklinikken, hvor du oplyste, at du sov meget dårligt på grund af smerterne. Din dosis med Gabapentin blev derfor sat op.
Du har oplyst i klagen, at der ikke blev reageret tilstrækkeligt på dine smerter, da det burde have været mistænkt, at du kunne have en blodprop i hjertet, hvilket du fik konstateret efterfølgende på grund af, at noget af blodproppen havde revet sig løs og givet dig en blodprop i hjernen.
Behandlingssted 1 har oplyst til sagen, at der i perioden ikke var typiske symptomer på en blodprop i hjertet, og at du derfor fik behandling efter retningslinjerne omkring håndtering af rygsmerter.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted 1 for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at der blev reageret tilstrækkeligt på dine rygsmerter, da der blev foretaget objektive undersøgelser, og du blev viderehenvist til billeddiagnostisk undersøgelse på sygehuset. Herunder blev der også iværksat fysioterapi og vejledt om fortsat kiropraktisk behandling.
- at det herudover var relevant, at du blev henvist til fortsat kiropraktisk og fysioterapeutisk behandling for håndtering af dine rygsmerter samt fik ordineret smertestillende medicin i form af Gabapentin. Det skyldes, at det var relevant at vurdere, at dine rygsmerter var årsagen til smerterne, hvorfor der blev iværksat behandling herfor efter sædvanlig procedure.
- at der i perioden ikke burde have været mistanke om, at du kunne have en blodprop i hjertet. Dette skyldes, at du ikke havde klassiske symptomer på en blodprop i hjertet, da du primært havde udstrålende rygsmerter til arme, hoved og bryst. Normalt vil symptomer på blodprop i hjertet vise sig som primært trykkende brystsmerter centralt i brystet med eventuel udstråling til kæben, halsen og armen i venstre side, åndenød, koldsved, kvalme eller påvirket almentilstand. Der kan dog også være mere atypiske brystsmerter, hvor det ikke er nærliggende at mistænke hjertesygdom, fx kan de være mere stikkende og kortvarige eller stillingsafhængige, men det gør også, at det er mere oplagt at mistænke, at smerterne skyldes andre problemstillinger end hjertesygdom.
Når en lægeklinik skal vurdere, hvilken videre behandling der skal foretages på baggrund af smerter, herunder brystsmerter hos en patient, beror dette på en samlet risikovurdering af patienten. Dette omfatter en vurdering af smerternes karakter, placering, varighed, udvikling og eventuelle ledsagesymptomer. Herudover skal risikofaktorer hos patienten også medtages i vurderingen, fx patientens alder, rygning, kolesteroltal, forhøjet blodtryk, arvelig disponering for hjertesygdomme samt andre relevante tilstande eller sygdomme. Ud fra denne vurdering, kan der herefter foretages et lægefagligt skøn over, hvor stor sandsynligheden er for, at patientens symptomer kan være relateret til hjertesygdom.
Den omstændighed, at du efterfølgende fik konstateret en blodprop i hjernen, som skulle stamme fra hjertet, er ikke ensbetydende med, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at det aldrig er helt udelukket, at en patients symptomer, på trods af at være atypiske, relaterer sig til hjertesygdom. Det er imidlertid ikke sædvanlig praksis at indlægge patienter, hvis der er en stærk formodning for, at symptomerne ikke skyldes akut sygdom, herunder hjertesygdom, hvilket ikke var oplagt i dit tilfælde, da det var mere sandsynligt, at dine smerter var relateret til almindelige rygsmerter. Det er også en vurdering, der foretages på baggrund af oplysningerne på behandlingstidspunktet, og det kan derfor ikke i sig selv medføre, at behandlingen var under normen, selvom der efterfølgende konstateres en anden alvorlig tilstand, som der på behandlingstidspunktet ikke var oplagte symptomer på.
Behandlingssted 1 har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra en 9. til den 18. september 2024.
2. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Lægevagten, Region A, den 15. september 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev reageret tilstrækkeligt på dine smerter.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 15. september 2024 havde du en telefonkonsultation hos Lægevagten, Region A, da du havde rygsmerter, som trak om i brystet, op i nakken og ud i begge arme. Du blev henvist til at drøfte problemstillingen ved din praktiserende læge, hvor du havde en tid den følgende dag.
Du har oplyst i klagen, at der ikke blev reageret tilstrækkeligt på dine smerter, som var meget kraftige, da Lægevagten ikke gjorde noget ved dem udover at henvise dig til at kontakte din praktiserende læge.
Vi har indhentet lydfilen fra telefonkonsultationen den 15. september 2024 til brug for sagen.
Du har oplyst i klagen, at du efterfølgende blev indlagt med en blodprop i hjertet, som havde været der i flere dage.
Lægevagten, Region A har oplyst til sagen, at der på tidspunktet ikke var oplyst om symptomer, der kunne tyde på en blodprop i hjertet.
Begrundelse
Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Lægevagten, Region A for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at der ikke på baggrund af dine symptomer burde have været mistanke om en blodprop i hjertet. Dette skyldes, at du ikke havde klassiske symptomer på en blodprop i hjertet, da dine smerter primært var rygsmerter, som strålede ud i arme, hoved og bryst. Dette er ikke typiske symptomer på en blodprop i hjertet, og tyder mere oplagt på en muskulær problemstilling.
- at det derfor var relevant, at du blev vejledt om at drøfte problemstillingen omkring dine smerter med din praktiserende læge, hvor du allerede var startet i behandling for smerterne med smertestillende medicin samt fysioterapeutisk behandling.
Lægevagten, Region A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 15. september 2024.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed