Manglende neurologisk undersøgelse af arm
Hospital får kritik for ikke at udføre en neurologisk undersøgelse af patientens arm, idet der var rejst mistanke om nervepåvirkning.
Sagsnummer:
26SFP68
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 8. september 2026
Speciale:
Akutmedicin
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for en del af behandlingen på Akutklinikken, den 4. oktober 2025.
Klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Akutklinikken, Hospital A, den 4. oktober 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at du ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling, herunder at du ikke fik foretaget billeddiagnostiske undersøgelser
- at du ikke fik foretaget en fysisk undersøgelse
Ansvarligt behandlingssted
Vi kan oplyse, at Hospital B, er ansvarlig for den behandling, der blev foretaget på Akutklinikken, Hospital A, som en udefunktion.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 4. oktober 2025 ankom du, som 42-årig, til Akutklinikken, Hospital A, da du havde smerter i venstre arm og skulder, som var opstået cirka en uge tidligere. Smerterne var blevet værre denne nat. Der kunne ses let rødme. Du havde ingen brystsmerter, og din vejrtrækning var normal. Du havde kvalme på grund af smerterne. Du havde forsøgt med Panodil, Ipren og muskelafslappende uden effekt.
Der blev foretaget en objektiv undersøgelse, og det blev vurderet, at der formentlig var tale om en muskelfortrækning, eventuelt en nerve, som sad i klemme. Der blev ikke givet en blokade. Du blev anbefalet strækkeøvelser, Panodil og Ipren, og du fik en recept på Klorzoxazon, som er et muskelafslappende lægemiddel. Du skulle søge lægehjælp ved forværring. Du blev herefter sendt hjem.
Det fremgår af klagen, at du blev afvist med voldsomme skuldersmerter, som du blev oplyst bare skulle medicineres væk.
Det fremgår desuden af klagen, at du ikke blev undersøgt fysisk.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vurdering af konkrete forhold
Du har oplyst, at du ikke blev undersøgt fysisk.
I journalen står, at der blev foretaget en objektiv undersøgelse, hvor det blandt andet blev beskrevet, at du var svært øm ved berøring (palpationsøm) omkring skuldermusklen.
Vi har lagt vægt på:
- at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- at vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene
Vi finder herefter grundlag for at fastslå, at der blev foretaget en vis fysisk undersøgelse.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Akutklinikken, Hospital A for en del af behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at du ikke modtog relevant og tilstrækkelig behandling på Akutklinikken, Hospital A, den 4. oktober 2025, da du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt, eftersom der ikke blev foretaget en neurologisk undersøgelse af din arm med beskrivelse af kraft og følesans. Der blev under konsultationen rejst mistanke om nervepåvirkning, hvor en nerve sidder i klemme, og ved mistanke om nervepåvirkning er det den faglige norm, at der skal udføres en undersøgelse af armens funktion og følesans. Det vides ikke, om der på den baggrund var grundlag for yderligere undersøgelse eller behandling af dig, eksempelvis en akut MR-skanning, da den neurologiske undersøgelse ikke blev foretaget.
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Akutklinikken, Hospital A for den øvrige behandling.
Vi har lagt vægt på:
- at du modtog relevant og tilstrækkelig smertebehandling, da der blev rejst mistanke om muskelspændinger. Det anbefales generelt, at der ikke gives Morfin og morfinlignende præparater til nakke- og rygsmerter, som ikke er opstået ved skade (traume), såsom fald eller slag. Det var således korrekt at undgå dette denne dag. Du blev desuden anbefalet relevante strækkeøvelser.
Akutklinikken, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved en del af deres behandling af dig, den 4. oktober 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed