Relevant at afvise Ozempic-behandling med tilskud
Lægehus får ikke kritik for at vurdere, at en patient med type 2-diabetes ikke opfyldte kriterierne for Ozempic-behandling med tilskud. Behandlingsmulighederne med diabetesmedicin i tabletform var ikke udtømte.
Sagsnummer:
26SFP67
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 2. september 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Ikke kritik
Lægeklinikken (CVR-nr. ████) får ikke kritik for behandlingen.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Lægeklinikken (CVR-nr. █████) den 9. marts 2026.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om du kunne få tilskud til Ozempic, og at det ikke blev sikret, at du kunne få tilskud hertil.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 9. marts 2026 var du som 32-årig til konsultation hos Lægeklinikken. Årsagen var, at du skulle til årlig opfølgning efter graviditetsdiabetes (GDM), som du havde fået konstateret i 2023. Du havde målt dit blodtryk derhjemme, og der blev under konsultationen planlagt blodprøver til måling af dit langtidsblodsukker (HbA1c), som skulle måles årligt.
Du var familiært disponeret for type 2-diabetes, var svært overvægtig med et BMI på 37,4, dyrkede ikke motion og spiste ikke altid sundt. Du var den 4. december 2024 startet i behandling med Ozempic mod overvægt. Behandlingen blev efterfølgende anvendt mod diabetes. Fra den 14. marts 2025 var du desuden startet i behandling med metformin mod diabetes.
Efter konsultationen blev du via e-konsultation oplyst om, at du ikke var berettiget til tilskud til Ozempic. Du blev oplyst om, at man for at få tilskud til Ozempic skal have type 2-diabetes, som ikke er velreguleret, og have forsøgt anden medicinsk tabletbehandling ud over metformin. Du blev desuden oplyst om, at der ikke ydes tilskud, hvis præparatet udelukkende anvendes til vægttab. Du blev oplyst om, at du godt kunne få en recept på Ozempic, men at det i så fald ville være uden tilskud, eller at du kunne prøve et andet medicinsk præparat i tabletform. Du kunne dog ikke få begge behandlinger samtidig. Du ønskede en recept på Ozempic, som du herefter fik fornyet.
Du har oplyst i klagen, at du har haft diabetes siden 2023, og at dit blodsukker blev stabilt efter opstart af Ozempic. Metformin hjalp dig ikke, da du stoppede med Ozempic og alene tog metformin. Du har oplyst, at din praktiserende læge anerkender og bekræfter, at Ozempic hjælper på dit blodsukker, men alligevel ikke vil give dig tilskud til medicinen. Andre læger og patienter har oplyst dig, at man kan få tilskud til Ozempic, når man har type 2-diabetes.
Lægeklinikken har ikke udtalt sig til sagen.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Lægeklinikken (CVR-nr. ███████) for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at der blev foretaget en tilstrækkelig vurdering af, om du opfyldte betingelserne for at få tilskud til Ozempic, og at det var korrekt, da du blev oplyst, at du ikke opfyldte betingelserne for tilskud, selvom du havde type 2-diabetes. Det skyldes, at du ikke samtidig havde hjerte- eller nyresygdom, og at du ikke havde forsøgt anden behandling til reduktion af langtidsblodsukkeret end metformin og Ozempic, herunder behandling med alle relevante typer diabetesmedicin i tabletform. Du havde normalt blodtryk og normal nyrefunktion, og du var ikke familiært disponeret for hjertesygdom.
Ozempic er en receptpligtig GLP-1-medicin, som primært bruges til at behandle type 2-diabetes og svær overvægt. Klausuleret tilskud til GLP-1-medicin ydes kun til visse patienter med type 2-diabetes. Tilskuddet kan ydes til type 2-diabetikere, som ikke kan anvende en SGLT-2-hæmmer på grund af intolerance eller svært nedsat nyrefunktion, og som samtidig enten har hjerte-kar-sygdom eller nyresygdom. Tilskuddet kan også ydes til type 2-diabetikere, som ikke kan anvende en SGLT-2-hæmmer på grund af intolerance eller svært nedsat nyrefunktion, og som samtidig har mindst tre risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom og har utilstrækkelig glykæmisk kontrol (fald i langtidsblodsukkeret) ved behandling med metformin. Der kan endelig ydes tilskud til type 2-diabetikere, som ikke opnår tilfredsstillende glykæmisk kontrol trods forsøgt behandling med alle relevante typer diabetesmedicin i tabletform, herunder metformin, SGLT-2-hæmmer, DPP-4-hæmmer og sulfonylurinstof.
Patienter med overvægt og type 2-diabetes kan have gavn af GLP-1-medicin, eventuelt i kombination med metformin, både med henblik på at sænke langtidsblodsukkeret og på grund af den vægtreducerende effekt. Der kan derfor være situationer, hvor kombinationen af metformin og Ozempic er den bedste behandling for den enkelte patient, uden at patienten af den grund opfylder betingelserne for tilskud. De gældende tilskudskriterier skal være opfyldt, før behandlingen kan ydes med tilskud.
Lægeklinikken (CVR-nr. █████████████) har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i den 9. marts 2026.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed