Rettidig reaktion på forværrede symptomer
Lægehus får ikke kritik for undersøgelse og håndtering af snigende hovedpine, gangusikkerhed, svimmelhed, faldtendens og ændret adfærd. Henvisning til akutmodtagelse med egen transport blev rettidigt ændret til ambulance ved forværring.
Sagsnummer:
26SFP65
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 2. september 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Ikke kritik
Behandlingssted A (CVR.nr: █████) får ikke kritik for behandlingen.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted A, i perioden fra den 4. november 2025 til den 5. november 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at du ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet for dine symptomer, herunder at der ikke blev reageret tilstrækkeligt på din tilstand.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 4. november 2025 var du som 60-årig til konsultation hos Behandlingssted A. Årsagen hertil var, at du gennem 4-5 dage havde haft periodevis hovedpine og havde været mere usikker på benene. Du havde været på skadestuen en måneds tid forinden efter at have slået tænderne, hvor det ikke blev vurderet, at du havde hjernerystelse. Der blev foretaget en undersøgelse af dig, herunder en neurologisk og grovneurologisk undersøgelse. Det blev vurderet, at dine symptomer skyldtes en let hjernerystelse eller overanstrengelse. Det blev planlagt, at du skulle holde dig i ro, og du blev oplyst om, i hvilke tilfælde du skulle kontakte lægen igen. Det blev samtidig planlagt, at du skulle komme til opfølgning efter 3 uger.
Den 5. november 2025 ringede din bofælle til Behandlingssted A, da du var blevet pludseligt svimmel og var faldet. Du havde hovedpine, og du var langsom og omtåget. Du fik en tid samme eftermiddag.
Senere på eftermiddagen var du til konsultation hos Behandlingssted A, hvor du havde din kæreste med. Du fik målt blodtryk, og der blev foretaget en objektiv vurdering af dig. Fordi du havde haft et traume mod hovedet en måneds tid forinden, blev det vurderet, at du muligvis kunne have en blodansamling mellem kraniet og hjernen (kronisk subduralt hæmatom). Det blev indledningsvist planlagt, at du selv skulle tage en taxa til en akutmodtagelse. Efterfølgende mødte endnu en af dine pårørende op i klinikken, som fortalte, at du også var faldet for to uger siden og havde slået hovedet, og at du havde fået det markant værre over de sidste to timer. Der blev herefter tilkaldt en akut ambulance.
Det fremgår af materialet i sagen, at Behandlingssted A senere den 5. november 2025 modtog en epikrise fra en konsultation på en privatklinik den 4. november 2025, hvor du var blevet anbefalet opfølgning hos din praktiserende læge med lille mistanke om et subduralt hæmatom. Det fremgår desuden, at du fik foretaget en CT-scanning den 5. november 2025, som viste et kronisk subduralt hæmatom, og at du blev opereret samme dag.
Du har oplyst i klagen, at du blev henvist til din praktiserende læge af en privat sygesikringslæge, som korrekt diagnosticerede dig uden at have set dig. Du fik en dårlig behandling hos Behandlingssted A, som efter den første konsultation sendte dig hjem. Næste dag blev du først anbefalet at tage en taxa til sygehuset. Først da din ekskone, som er intensiv sygeplejerske, krævede en ambulance, blev du taget alvorligt. Du mener, at hvis forløbet var fortsat, ville du have risikeret død eller permanent hjerneskade.
Behandlingssted A har ikke udtalt sig i sagen.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vurdering af din tilstand ved konsultationen den 5. november 2025
Du har oplyst, at det blev vurderet, at det ville være forsvarligt at lade dig tage en taxa til en akutmodtagelse, selvom du lå hjælpeløs i klinikken, havde stærke smerter og var næsten bevidstløs.
I journalen fremgår det, at du ved begyndelsen af konsultationen den 5. november 2025 var vågen og i stand til selv at fortælle din sygehistorie, at dit blodtryk var 133/87, og at du havde god kraft i armene. Det fremgår desuden, at du gik usikkert, svarede med latenstid og generelt fremstod påfaldende i kontakten. På dette tidspunkt blev det planlagt, at du selv skulle transportere dig i en taxa til en akutmodtagelse.
I journalen fremgår det desuden, at du efterfølgende lå med lukkede øjne og fremstod forværret. På dette tidspunkt blev det vurderet, at du skulle transporteres med akut ambulance til en akutmodtagelse.
Vi har lagt vægt på:
- at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- at vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene
Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du lå hjælpeløs og var næsten bevidstløs, da det blev vurderet, at du selv kunne transportere dig med taxa til en akutmodtagelse.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at du blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet for dine symptomer den 4. november 2025. Det skyldes, at der blev foretaget en systematisk og fyldestgørende undersøgelse af dig, og at der på baggrund heraf og dine symptomer, ikke var grundlag for at mistænke en akut tilstand inde i kraniet. Den objektive neurologiske undersøgelse viste normale forhold, og dit symptombillede var på dette tidspunkt snigende og uden akut debut, og du havde fortsat kunnet passe dit arbejde efter traumet en måned forinden. Det var derfor tilstrækkeligt, at der blev planlagt opfølgning efter 3 uger, og at du blev oplyst om, i hvilke tilfælde du skulle kontakte læge igen.
- at du blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet for dine symptomer den 5. november 2025. Det skyldes, at det på baggrund af dine symptomer på dette tidspunkt relevant blev mistænkt, at du kunne have et kronisk subduralt hæmatom. Dit symptombillede havde ændret sig, da du havde udviklet svimmelhed, faldtendens, latenstid i svar og generelt påfaldende adfærd. Det var derfor relevant at planlægge, at du skulle tilses på en akutmodtagelse.
- at det var tilstrækkeligt, at det indledningsvist blev planlagt, at du selv skulle transporteres med taxa til akutmodtagelsen. Det skyldes, at du ved konsultationens begyndelse var vågen, kontaktbar og i stand til selv at fortælle om din sygehistorie. Dit blodtryk var 133/87, der var god kraft i armene, og der var ikke kvalme, opkastning eller feber. Der var desuden ikke tegn på akut påvirkning af din vejrtrækning eller dit kredsløb. Selvom der var mistanke om et kronisk subduralt hæmatom, var siddende transport til akutmodtagelsen derfor forsvarlig, da der samtidig var kort afstand til akutmodtagelsen, og da du var ledsaget af din kæreste.
- at transportformen rettidigt inden for samme konsultation blev ændret til akut ambulance, så snart nye oplysninger gav anledning til det. Det skyldes, at din tilstand blev revurderet, da der undervejs i konsultationen kom nye oplysninger fra en pårørende om forværring inden for de seneste timer. Transportformen blev ændret til akut ambulance, da du lå med lukkede øjne, svarede med latenstid og fremstod forværret.
Der bør være en lav tærskel for henvisning til akut sygehusvurdering ved symptomer som svimmelhed, gangusikkerhed, faldtendens og påvirket almentilstand hos en patient med mulig traumehistorik. Transportformen skal afspejle patientens tilstand på det tidspunkt, hvor beslutningen træffes. Ved mistanke om blødning inde i kraniet bør der være en lav tærskel for at vælge transport med ambulance frem for egen transport, særligt ved påvirket bevidsthed, neurologisk ustabilitet eller risiko for akut forværring undervejs. Mistanke om et kronisk subduralt hæmatom er dog ikke i sig selv ensbetydende med behov for transport med ambulance. Et kronisk subduralt hæmatom udvikler sig typisk snigende over uger, og det afgørende for valg af transportform er patientens bevidsthedsniveau, neurologiske stabilitet og risikoen for forværring. For en vågen og kontaktbar patient, som er ledsaget og uden tegn på akut påvirkning af kredsløb eller vejrtrækning, kan siddende transport være en forsvarlig transportform, når der samtidig er kort afstand til akutmodtagelsen. Transportformen skal løbende revurderes, hvis det kliniske billede ændrer sig, og oplysninger og bekymring fra pårørende skal tages alvorligt og kan medføre en ændret vurdering.
Den omstændighed, at du blev visiteret til akutmodtagelsen på et sygehus, som ikke var det nærmeste sygehus, er ikke ensbetydende med, at behandlingen hos Behandlingssted A var kritisabel. Det skyldes, at det er en central visitationsenhed, som beslutter det modtagende sygehus ved akutte henvisninger. Behandlingssted A konfererede desuden flere gange med den centrale visitationsenhed.
Behandlingssted A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 4. november 2025 til den 5. november 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed