Sprogbarriere burde have ført til fysisk tilsyn

Lægevagt får kritik for ikke at visitere patient med forværring af smerter til fysisk vurdering. Patienten blev ikke udspurgt tilstrækkeligt om symptomer og smertens karakter. Sprogbarrieren burde have sænket tærsklen for at få en fysisk vurdering.

Sagsnummer:

26SFP63

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 26. august 2026

Speciale:

Kirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Behandlingssted A, Region A får kritik for behandlingen den 6. december 2025.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted A, Region A den 6. december 2025.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke fik en tilstrækkelig behandling, da du ikke kunne få en tid hos en akutklinik.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet. 

Du ringede den 6. december 2025 om formiddagen til Behandlingssted A, Region A. Du var 20 år. Af journalen fremgår det, at du talte meget dårligt engelsk. 

Af lydfilerne fremgår, at du oplyste, at du havde betændelse i maven omkring navlen. Du oplyste også, at du havde været på hospitalet to dage forinden. Du blev spurgt ind til, om du havde kastet op eller havde diarré. Du blev spurgt, hvor i maven, det gjorde ondt, og du oplyste, at det var i begge sider. Du oplyste, at du var blevet tilset på en akutklinik to dage forinden, hvor du havde fået udleveret antibiotika, men at smerten nu var for overvældende. Behandlingssted A mente ikke, du kunne have en infektion, da du ikke havde feber eller diarré. Du oplyste efter at være blevet spurgt herom, at du havde fået antibiotika til 5 dage, og at du stadig tog medicinen. Du blev spurgt om, du havde taget noget smertestillende, hvilket du ikke havde. Smerten var konstant. Du ønskede at se en læge og blive undersøgt. Du blev vejledt i at tage noget smertestillende først, både Paracetamol og Ibuprofen. Du fastholdt, at du ønskede en aftale med en læge. Du blev oplyst, at det kunne du først få, når der ikke var effekt af den smertestillende medicin. Du oplyste, at du næsten ikke kunne gå og at du ønskede en røntgenundersøgelse. Du gentog, at du havde fået at vide på hospitalet to dage forinden, at du havde en infektion. Behandlingssted A fastholdt, at dette ikke kunne passe, da du hverken havde feber eller diarré. Du havde ikke lyst til at tage smertestillende. Du fik at vide, at du kunne ringe igen, hvis ikke den smertestillende medicin hjalp. 

Senere samme dag ringede du igen til Behandlingssted A, og fik en tid i en akutklinik.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. 

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted A, Region A for behandlingen. 

Vi har lagt vægt på:

  • at du ikke fik en tilstrækkelig behandling. Du burde have været visiteret til fysisk vurdering samme dag. Du havde stærke og konstante smerter omkring navlen, og der var tale om en forværring selvom du for nyligt havde fået en sundhedsfaglig vurdering. Du oplyste, at du var i gang med en antibiotisk behandling og du kunne næsten ikke gå.
  • at du ikke blev spurgt tilstrækkeligt ind til dine symptomer. Du forsøgte at fortælle om smerter ved navlen, mulig infektion, igangværende antibiotikabehandling, manglende bedring og funktionspåvirkning. Der blev i stedet spurgt til opkastning, diarré, feber og smerternes lokalisation. Ved symptomer son dine bør man spørge mere målrettet ind til lokale tegn omkring navlen, herunder om der var rødme, hævelse, varme, sivning eller pus. Du burde også have været spurgt ind til smerternes udvikling og styrke, om de var konstante eller anfaldsvise og om du kunne gå normalt. Da du ikke blev spurgt om dette, var behandlingen således ikke tilstrækkelig.
  • at det ikke var tilstrækkeligt, ikke at spørge nærmere ind til, hvilken type infektion, du havde. Når man oplyser, at man har en infektion, bør det forsøges at afklare, hvad dette dækker over. Det burde have været afklaret, om du mente blærebetændelse, infektion ved navlen eller anden infektion. Din oplysning herom kunne ikke afvises, blot fordi du ikke havde feber eller diarré.  En lokal infektion, en byld eller et brok ved navlen kan forekomme uden disse symptomer.
  • at det ikke var tilstrækkeligt at henvise dig til behandling med smertestillende medicin, da dette ikke adresserede dit aktuelle problem med stærke og forværrede smerter omkring navlen, mulig infektion og manglende bedring efter iværksat behandling.
  • at du burde have været henvist til akutklinik eller en anden relevant fysisk vurdering samme dag, da du havde stærke lokaliserede smerter ved navlen, havde været til en nylig lægevurdering, at du var i gang med en antibiotisk behandling, at der var manglende bedring og da der var en betydelig sprogbarriere. Når telefonisk visitation foregår på et sprog, hvor det er vanskeligt at sikre præcis gensidig forståelse, må visitator være særligt opmærksom på, om oplysningerne er sikre nok til at træffe en telefonisk afgørelse. I denne sag burde den usikre kommunikation have sænket tærsklen for fysisk vurdering.

Behandlingssted A, Region A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt fag-lig standard ved deres behandling af dig den 6. december 2025.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed