Manglende udredning for blindtarmsbetændelse
Hospital får kritik for manglende udredning for blindtarmsbetændelse. Patienten burde have været udredt og undersøgt yderligere, da der var tale om et symptombillede med højresidige mavesmerter, feber, kvalme og forhøjede infektionstal.
Sagsnummer:
26SFP58
Offentliggørelsesdato:
fredag den 14. august 2026
Speciale:
Mavetarmsygdomme, kirurgiske (kirurgisk gastroenterologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Afdeling A i perioden fra den 13. februar 2023 til den 26. maj 2023.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Afdeling A, Hospital A, i perioden fra den 13. februar 2023 til den 27. maj 2023.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at det burde være opdaget tidligere, at du havde en betændt blindtarm, herunder at du burde være skannet på et tidligere tidspunkt.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Du blev den 13. februar 2023, som 19-årig, tilset hos Afdeling A, Hospital A. Du havde smerter i den nedre del af maven, på midten og i højre side. Du havde haft smerter i tre dage. Du havde to dage tidligere haft opkastninger, tynd afføring og feber.
Du fik foretaget en objektiv undersøgelse, der viste ømhed i den nederste del af maven i højre side og i midten. Du fik desuden foretaget en vaginal ultralydsundersøgelse. Under ultralydsundersøgelsen oplevede du ømhed i højre side.
Du fik taget blodprøver, der viste forhøjede infektionstal. Du fik taget prøver til yderligere undersøgelser, herunder blev der taget prøver for at teste for klamydia og gonorré.
Du blev sendt hjem med aftale om en ny vurdering dagen efter.
Den 14. februar 2023 blev du tilset hos Afdeling A til fornyet vurdering. Du havde fortsat smerter, men ikke så store smerter som dagen før. Du havde ikke feber. Prøverne for klamydia og gonorré var negative. Dine infektionstal var faldende. Afdelingen vurderede ikke, at der var grundlag for mistanke om akut blindtarmsbetændelse. Du blev tilbudt en kikkert-operation med henblik på at stille en diagnose. Dette mente du var for tidligt. Det blev besluttet at se tiden an. Du blev herefter udskrevet.
Den 27. marts 2023 blev du tilset hos Afdeling A. Du havde kvalme og smerter i den nedre del af maven. Du havde smerter ved berøring i den nedre del af maven på højre side og i midten. Du havde ømhed ved bevægelse af livmoderen. Du havde forhøjede infektionstal. Du blev henvist til undersøgelse i gynækologisk regi, hvor der blev foretaget en ultralydsundersøgelse.
Du var den 22. april og den 23. april 2023 indlagt i gynækologisk regi, hvor du var i behandling med penicillin med god effekt.
Den 26. maj 2023 blev du tilset hos Afdeling A. Du havde aftenen før haft store smerter og opkastninger. Du havde haft halsbrand de sidste fire dage. Du havde forhøjede infektionstal. Du fik foretaget en objektiv undersøgelse. Du var diffust øm ved berøring af din mave. Det blev vurderet, at du muligvis havde en mave-tarminfektion forårsaget af virus. Du blev hen-vist til en kikkertundersøgelse af spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Du blev des-uden startet i behandling for at reducere mængden af syre, der produceres i maven.
Den 27. maj 2023 blev du igen tilset i Afdeling A. Du havde tiltagende smerter og havde haft opkastninger. Du fik foretaget en CT-skanning, der viste tegn på tarmslyng i tyndtarmen. Det blev vurderet nødvendigt med en kikkertoperation, som blev foretaget med det samme. Under operationen blev det opdaget, at du havde betændelse i blindtarmen. Din blindtarm blev derfor fjernet.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset CT-skanningen af den 27. maj 2023.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Hospital A for behandlingen på Afdeling A i perioden fra den 13. februar 2023 til den 26. maj 2023.
Vi har lagt vægt på:
- at du den 13. februar 2023 burde være blevet tilbudt videre udredning i form af en kikkertoperation med henblik på bekræftelse eller udelukkelse af blindtarmsbetændelse. Det skyldes, at dine symptomer med stærke smerter i højre side af maven, kvalme og opkastninger, feber, forhøjede infektionstal, ømhed ved berøring af højre side af maven, rokkeømhed i højre side ved gynækologisk undersøgelse og ellers normal gynækologisk undersøgelse burde have givet klar mistanke om akut blindtarmsbetændelse.
- at du burde have fået foretaget en undersøgelse af endetarmen under indlæggelserne den 13. til den 14. februar 2023, den 27. marts 2023 og den 26. maj 2023, da dette er en obligatorisk del af den objektive undersøgelse ved akut mave-tarm-sygdom.
- at du burde have fået foretaget en CT-skanning ved undersøgelserne den 27. marts 2023 og den 26. maj 2023. Dette skyldes, at du udviste tegn på akut mave-tarm-sygdom, forhøjede infektionstal og rokkeømhed i højre side ved gynækologisk undersøgelse.
- at dine symptomer ved din første indlæggelse fra den 13. til den 14. februar 2023 på afdelingen blev vurderet som mave-tarminfektion (gastroenterit). Der forelå ikke overbevisende fund for en mave-tarminfektion, da du ikke havde diarré. Ved indlæggelsen den 27. marts blev dine symptomer vurderet som en mulig bristet cyste på æggestokken (ovariecyste). Der forelå heller ikke overbevisende fund for dette, da der ikke fandtes fri væske ved ultralydsundersøgelsen. Der forelå derfor ikke en klar forklaring på dine symptomer og der burde derfor være foretaget yderligere undersøgelser.
Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 13. februar 2023 til den 26. maj 2023.
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Hospital A for behandlingen i Afdeling A den 27. maj 2023.
Vi har lagt vægt på:
- behandlingen den 27. maj 2023 var relevant og tilstrækkelig. Dette skyldes, at du fik foretaget en CT-skanning og herefter fik foretaget en kikkertoperation, hvor det blev opdaget, at du havde betændelse i din blindtarm, som herefter blev fjernet.
Hospital A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt fag-lig standard ved deres behandling af dig den 27. maj 2023.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed