Blodprop burde være mistænkt trods ophørte symptomer
En neurologisk afdeling og en akutmodtagelse får kritik for ikke at mistænke og iværksætte udredning. At patientens symptomer var forbigående, var ikke ensbetydende med, at mistanken kunne afkræftes uden yderligere udredning.
Sagsnummer:
26SFP57
Offentliggørelsesdato:
mandag den 10. august 2026
Speciale:
Akutmedicin, Neurologi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Neurologisk Afdeling den 3. oktober 2025.
Hospital B får kritik for behandlingen på Akutmodtagelse den 3. oktober 2025.
1. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af Neurologisk Afdeling, Hospital A, den 3. oktober 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev reageret relevant og tilstrækkeligt på dine symptomer, der burde have givet mistanke om stroke.
Sagsfremstilling
Vi har i sagsfremstillingen brugt journaloplysninger fra præhospitalet (ambulancen).
Den 3. oktober 2025 blev Neurologisk Afdeling, Hospital A, kontaktet af en ambulance, der var kaldt ud til dig på din arbejdsplads. Du var på tidspunktet 57 år og havde pludselig op-levet svimmelhed, svært ved at finde ord og svært ved at styre en gravemaskine.
Neurologisk Afdeling, Hospital A, vurderede, at du kunne afsluttes på stedet.
Du skriver i din klage, at det efterfølgende viste sig, at du havde en blodprop med total til-lukning af venstre halspulsåre.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Neurologisk Afdeling, Hospital A, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at der ikke blev reageret relevant og tilstrækkeligt på en henvendelse til Neurologisk Af-deling fra en ambulance. Det skyldes, at du havde symptomer, der var forenelige med en forbipasserende blodprop (TCI) i venstre side af hjernen. TCI er en akut tilstand, som kræver hurtig udredning og behandling.
- at du burde være indlagt akut. Også selvom dine symptomer ved henvendelsen var aftaget. Det skyldes, at dine forudgående symptomer med akut indsættende svimmelhed, besvær med at finde ord og besvær med at ramme stopknappen på din gravemaskine og i følge din hustru også hængende højre side af ansigtet burde have givet mistanke om TCI. Samtidig var du kendt med forhøjet blodtryk og forhøjet kolesterol, hvilket burde have været med til at bestyrke mistanken.
Neurologisk Afdeling, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 3. oktober 2025.
2. klagepunkt
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Akutmodtagelse, Hospital B, den 3. oktober 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der burde være lavet en skanning, set i lyset af dine symptomer forud for indlæggelsen.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 3. oktober 2025 blev du indbragt med ambulance på Akutmodtagelse, Hospital B, efter du på arbejde havde oplevet pludselig svimmelhed, haft svært ved at finde ord og ved at styre en gravemaskine.
Ved ankomsten var symptomerne væk, og du fremstod klar og vågen uden neurologiske udfald.
Du fik lavet en hjerterytmeundersøgelse og taget blodprøver.
Du oplyste, at du havde følt dig stresset den seneste tid og følt dig lettere syg i nogle dage, som ved begyndende influenza.
Det blev herefter vurderet, at dine symptomer skyldtes stress, hvorefter du blev udskrevet.
Du skriver i din klage, at det efterfølgende viste sig, at du havde en blodprop med total tillukning af venstre halspulsåre.
Begrundelse
Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Akutmodtagelse, Hospital B, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt med baggrund i dine symptomer forud for indlæggelsen med pludselig svimmelhed, ordfindingsbesvær og vanskeligheder med at styre en gravemaskine. Du burde med denne sygehistorie være grundigere undersøgt, også selvom symptomerne var aftaget ved ankomsten til Akutmodtagelsen. Det skyldes, at dine forudgående symptomer burde have givet mistanke om nedsat iltforsyning til hjernen eller en mindre blodprop (TCI/minor).
- at der på baggrund af de beskrevne symptomer burde være lavet en detaljeret neurologisk vurdering og udredning for en mindre blodprop. Du burde derfor have været overflyttet til en akut neurologisk vurdering, herunder med billedundersøgelser af hjernen, fx CT-skanning.
- at det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt at udskrive dig uden yderligere neurologisk vurdering. Hvis den tidligere neurologiske rådgivning havde været baseret på ufuldstændige oplysninger, burde Akutmodtagelsen have genkonfereret din sygehistorie med en neurologisk afdeling og tydeligt fremhævet det pludselige ordmobiliseringsbesvær og styrings-/koordineringsproblemerne.
Pludseligt indsættende afgrænsede (fokale) neurologiske symptomer skal føre til mistanke om TCI eller stroke, også når symptomerne er fuldstændig ophørte ved ankomsten til hospitalet, og den aktuelle neurologiske undersøgelse er normal. En normal neurologisk undersøgelse efter symptomophør udelukker ikke TCI. EKG og almindelige blodprøver kan ikke afkræfte nedsat blodforsyning til hjernen. Stress og lettere infektion bør ikke anvendes som forklaring på pludseligt opståede afgrænsede neurologiske symptomer, før alvorlig neurologisk sygdom er relevant vurderet. En almindelig CT-skanning kan ikke alene udelukke TCI, og derfor skal patienten indgå i et samlet akut stroke-/TCI-forløb med neurologisk og neurovaskulær (blodkar i hjernen) udredning. Vidneoplysninger om forbigående tale-, ansigts- eller ekstremitetsudfald er væsentlige, selv om patienten er symptomfri ved undersøgelsen.
Akutmodtagelse, Hospital B, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 3. oktober 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed