Mangelfuld undersøgelse og henvisning
Optiker får kritik for at overse en vævsforandring på en patients nethinde. Patienten burde have været henvist til en udredning hos en øjenlæge.
Sagsnummer:
26SFP55
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 8. juli 2026
Speciale:
Øjensygdomme (oftalmologi)
Faggruppe:
Optikere
Behandlingssted:
Øvrig privatpraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Behandlingssted A (CVR.nr: ██) får kritik for behandlingen den 10. januar 2024.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Behandlingssted A, den 10. januar 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev reageret relevant på fund ved øjenundersøgelsen.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 10. januar 2024 blev du som 30-årig set hos Behandlingssted A. Du fik målt synsstyrke og brillestyrke. Der blev fundet moderat nærsynethed på begge øjne kombineret med let bygnings-fejl. Synsskarpheden på begge øjne var inden for normalområdet. Du fik taget et foto af øjen-baggrunden. Det blev vurderet, at der ikke var observeret afvigelser fra det normale. Du gik ikke hos en øjenlæge, men du var anbefalet en kontrol, da der var grøn stær i familien.
Du har oplyst, at du fik taget foto af dine nethinder. Du blev ikke informeret om, at der var unormale fund, og du blev ikke anbefalet yderligere undersøgelse hos en øjenlæge på baggrund af billederne. Du fik i 2026 taget et nyt foto, der blev sammenlignet med det gamle. Begge fotos viste en forandring svarende til en tumor, som du senere har fået diagnosticeret i øjet.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted A for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at der ikke blev reageret relevant på fund ved øjenundersøgelsen. Du fik taget et foto af øjenbaggrunden, der viste en vævsforandring på nethinden på højre øje, hvilket blev over-set. Fotoet blev ikke sammenlignet med foto fra 2019, hvor øjenbaggrunden fremstod uden denne forandring. Der var tale om en forandring, hvor du burde have været henvist til en udredning hos en øjenlæge.
Behandlingssted A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 10. januar 2024.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed