Manglende reaktion på symptomer på iltmangel i ben

Sygehus får kritik for at reagere for sent på klassiske symptomer på kritisk iltmangel i ben ved en patient med kendt åreforkalkningssygdom, og som kort tid forinden havde fået indsat et Angio-seal i lysken.

Sagsnummer:

26SFP51

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 18. juni 2026

Speciale:

Akutmedicin

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A får kritik for behandlingen på Hjertemedicinsk sengeafsnit ████████, i perioden fra den 14. oktober til den 15. oktober 2024.

Ikke kritik

Hospital B får ikke kritik for behandlingen på Kardiologisk Afdeling.

Hospital A får ikke kritik for behandlingen på Akutafdelingen.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Kardiologisk Afdeling, Hospital B, i perioden fra den 11. oktober til den 13. oktober 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at en bioprop blev sat skævt i, og du blødte fra din lyske i halvandet døgn.
  • at et hul på dit blodomløb blev syet for dybt, og lukkede for blodomløbet til dit højre ben.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 11. oktober 2024 blev du som 66-årig behandlet på Kardiologisk Afdeling, Hospital B. Her fik du foretaget en kateterbaseret åbning af dine kronisk lukkede kranspulsårer med isætning af 2 stent via den store pulsåre i højre lyske. Efterfølgende blev indgangshullet i den store pulsåre i lysken lukket med en lukkeanordning (Angio-seal). Du fik også ordineret blodfortyndende behandling med hjertemagnyl og clopidogrel i tillæg til din sædvanlige, kraftige blodfortyndende behandling. Der blev efterfølgende målt EKG, og du blev hjertemonitoreret. Du var kendt med kronisk åreforkalkning i hjertets kranspulsåre og havde tidligere fået foretaget en bypassoperation. Du var også kendt med åreforkalkningssygdom med nedsat blodforsyning til benene (claudicatio), hvor du tidligere havde fået anlagt stent i pulsåren i højre ben.

Den 12. oktober 2024 blev du jævnligt tilset, da der havde været sivblødning det meste af natten fra indstikket i din lyske. Du var diskret øm, men der var ingen blodansamling. Der blev løbende foretaget en vurdering af sivblødningen, og på baggrund heraf blev det vurderet, at sivblødningen i lysken skulle stoppes med en enkelt sutur i huden og underhuden.

Du blev udskrevet den 13. oktober 2024, da der ikke længere var sivblødning.

Du har i klagen oplyst, at et hul i blodomløbet i din lyske blev syet for dybt og lukkede for blodomløbet til dit højre ben. Dette betyder, at du i dag har mistet følelsen i din højre fod, og at du resten af dit liv vil have en følelse af, at dit højre ben sover.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Kardiologisk Afdeling, Hospital B for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at Angio-seal (”bioproppen”) var sat korrekt i, da der ikke var tegn på blodansamling eller påvirkning af blodforsyningen til dit ben i perioden. Det var desuden sundhedsfagligt forsvarligt at anvende Angio-seal til at lukke hullet i pulsåren efter det kateterbaserede indgreb. Angio-seal er en almindeligt anvendt medicinsk anordning til at lukke hullet i en blodåre efter kateterbaseret invasiv hjerteundersøgelse.

Angio-seal fungerer ved, at der indsættes et lille biologisk nedbrydeligt anker på indersiden af pulsåren, som fastholder en lille biologisk kollagensvamp over hullet i arterien. Angio-seal virker som en slags biologisk nedbrydelig ”prop”, der hjælper med at stoppe blødning hurtigt og reducere behovet for langvarig ubehagelig manuel kompression i lysken. Hvis bioproppen sidder skævt, vil det medføre en arteriel blødning enten som en vedvarende sivblødning, kraftigere blødning og eller blodansamling.

  • at årsagen til den vedvarende sivblødning var en blødning fra din hud og underhud, som blev forværret af den i øvrigt relevante blodfortyndende behandling, du var i.
  • at der blev foretaget relevant og tilstrækkelig observation af sivblødningen, da det relevant blev undersøgt og afkræftet, at der ikke var tegn på en blodansamling eller en alvorlig pulsblødning.
  • at sivblødningen blev relevant behandlet, da der i første omgang blev iværksat behandling med manuel kompression, spongostan og komprimerende forbinding. Da sivblødningen fortsatte trods kompressionsbehandlingen, blev der konfereret med en karkirurgisk bagvagt, som behandlede sivblødningen med en sutur i din hud og underhud. Behandlingen af sivblødningen var sundhedsfaglig forsvarlig og i overensstemmelse med gældende anbefalinger.

Ifølge de gældende anbefalinger behandles en mindre sivblødning typisk med længerevarende manuel kompression for at stoppe pulsblødningen. I nogle tilfælde kan man også forsøge at stoppe blødningen med spongostan og komprimerende forbinding. Spongostan er en steril absorberbar gelatinesvamp, som kan anvendes til at stoppe overfladisk sårblødning. Hvis der trods dette fortsat er vedvarende sivblødning, kan det være nødvendigt at sætte en sutur.

  • at der ikke var noget, der indikerede, at suturen i din hud og underhud skulle være sat for dybt, da sivblødningen stoppede efter suturen, og der ikke var tegn på umiddelbare komplikationer.

Kardiologisk Afdeling, Hospital B har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 11. oktober til den 13. oktober 2024.

2. klagepunkt

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Akutafdelingen og Hjertemedicinsk sengeafsnit █, Hospital A, i perioden fra den 13. oktober til den 16. oktober 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at du ikke blev relevant undersøgt, da din fod blev kold, din kapillærer respons blev forlænget, og du fik smerter. 

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 13. oktober 2024 blev du undersøgt på Akutafdelingen, Hospital A, da du fik rytmeforstyrrelser i dit hjerte. Der blev optaget sygehistorie, og du fik foretaget en objektiv undersøgelse. Derudover blev du behandlet for rytmeforstyrrelserne i dit hjerte. Du blev på baggrund af undersøgelsen overflyttet til indlæggelse på Hjertemedicinsk sengeafsnit ███, Hospital A.

Klokken 00.53 den 14. oktober 2024, efter indlæggelsen på Hjertemedicinsk sengeafsnit, klagede du over smerter og ubehag i dit højre ben, som i den forbindelse blev undersøgt. Du havde smerter og ubehag fra dit højre ben, og din højre fod føltes koldere end venstre fod. Der var ingen hævelse, ømhed eller smerter fra indstiksstedet i højre lyske. Der blev ordineret smertestillende behandling med morfin.

Om morgenen den 14. oktober 2024 klagede du fortsat over stærke smerter og kuldefornemmelse i højre fod og ankel. Klokken 12.35 blev der foretaget objektiv undersøgelse, hvor din højre fod var lidt koldere end venstre fod. Der var svage pulse på begge ben og normal kapillærrespons. Du forblev indlagt til observation.

Klokken 13.34 blev du akut tilset af en læge på grund af stærke smerter og kuldefornemmelse i dit højre underben. Dit højre underben og fod var koldt, og der var forsinket kapillærrespons. Symptomerne blev bedre, mens lægen var på stuen, og der blev ordineret smertestillende behandling med morfin.

Klokken 14.32 havde du fortsat smerter fra højre fod. Foden var fortsat bleg, men mere varm end tidligere på dagen. På baggrund af undersøgelsen blev det vurderet, at der ikke var baggrund for karkirurgisk intervention.

Klokken 18.17 blev du igen tilset af en læge. Du havde smerter ved højre fod og underben. Du oplevede bedring, når du stod oprejst. Højre fod var køligere end venstre, og der var nedsat kapillærfylde på højre side, og det var vanskeligt at føle pulsen på begge ben. Der blev bestilt en ultralydsskanning for at udelukke pseudoaneurisme i højre lyske.

Den 15. oktober 2024 klagede du fortsat over smerter, kulde og følelsesløshed i dit højre underben og fod. Der blev foretaget en objektiv undersøgelse, som beskrev et koldt højre ben med forsinket kapillærrespons. Det var svært at mærke fodpulse, men du havde haft god smertelindrende effekt af morfin. Du afventede fortsat ultralydsskanningen af din højre lyske.

Den 16. oktober 2024 klagede du fortsat over mere eller mindre konstante smerter i din højre fod og underben. Ved en objektiv undersøgelse kunne der mærkes puls i lysken, men ikke længere ude på benet. Der var svært nedsat kapillærrespons, og højre fod var køligere. Du havde nedsat følesans (sensibilitet) omkring hele højre ankel, og du havde vanskeligt ved at bevæge ankelleddet. Det blev vurderet, at der skulle konfereres med en karkirurgisk afdeling på et andet sygehus, da der kunne være tale om en akut tilstand. Efter at have konfereret med karkirurgisk afdeling på et andet sygehus, blev du overflyttet dertil.

Du har i klagen oplyst, at der igennem 3 dage blev noteret og registeret, at din højre fod blev mere og mere kold, at kapillærresponsen var nedsat, og at du fik flere og flere smerter, uden at der blev sat reelle undersøgelser i gang. Du oplyser desuden, at du har fået nerveskader i dit højre ben, da dit ben var uden ilt fra søndag til torsdag.

Begrundelse

Vi henviser til ”normen for almindelig anerkendt faglig standard” i afsnittet under begrundelse for 1. klagepunkt.

Vores resultat - Akutafdelingen

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Akutafdelingen, Hospital A, for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at du blev relevant undersøgt på Akutafdelingen, Hospital A, da der blev optaget en relevant og tilstrækkelig sygehistorie og foretaget en relevant objektiv undersøgelse.
  • at der ikke var grundlag for at foretage andre eller yderligere undersøgelser på Akutafdelingen, Hospital A, da du ikke havde symptomer fra dit højre ben ved ankomsten, og da der ikke var tegn på manglende blodtilførsel til dit højre ben.
  • at du blev relevant behandlet, da du blev behandlet for rytmeforstyrrelserne i dit hjerte, og efterfølgende blev overflyttet til indlæggelse på Hjertemedicinsk sengeafsnit ███.

Akutafdelingen, Hospital A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 13. oktober 2024.

Vores resultat – Hjertemedicinsk Sengeafsnit ██

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Hjertemedicinsk sengeafsnit █████████, Hospital A, for behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at Hjertemedicinsk sengeafsnit ███, Hospital A, allerede den 14. oktober 2024 burde have mistænkt dårlig blodforsyning til dit højre ben, da du havde vedvarende symptomer med hvilesmerter, koldt ben, vanskelig følbar puls og bedring af smerter, når dit ben var nedad. Der var dermed klassiske symptomer på kritisk iltmangel som følge af nedsat blodforsyning.

Akut lukning af en pulsåre og manglende blodomløb til benet medfører oftest stærke smerter efterfulgt af nedsat kraft og følelse. Kritisk iltmangel er kendetegnet ved smerter i hvile. Derudover vil benet føles koldt. Manglende puls i lysken eller på foden peger på nedsat blodtilførsel, men kan være svært at erkende. Findes der puls, udelukker det dog ikke utilstrækkelig blodtilførsel til benet. Hvis kredsløbet i forvejen er nedsat på grund af eksempelvis åreforkalkning, kan symptomerne være mindre.

  • at Hjertemedicinsk sengeafsnit █████, Hospital A allerede den 14. oktober 2024 burde have foretaget yderligere udredning af dine symptomer eller kontaktet karkirurgisk afdeling med henblik på yderligere udredning og eventuel operativ behandling.

En patient med akut opståede smerter og/eller hvilesmerter og koldt ben bør vurderes af en karkirurg med henblik på eventuel operativ behandling. Hvis der går mere end 6 timer, før blodforsyningen er kommet igen, er der risiko for blivende skader.

  • at du ikke blev relevant behandlet på Hjertemedicinsk sengeafsnit ███, Hospital A, den 15. oktober 2024. Det skyldes, at dine symptomer med smerter og kuldefornemmelser var yderligere forværret. Det var derfor forkert at symptombehandle dine vedvarende smerter med stærk smertestillende medicin i form af morfin, uden at udrede årsagen til symptomerne.
  • at Hjertemedicinsk sengeafsnit ████████, Hospital A, burde have inddraget din sygehistorie. Det burde dermed være taget i betragtning, at du var kendt med en åreforkalkningssygdom, og at du kort tid forinden havde fået foretaget et indgreb i din højre lyske med isætning af en lukkeanordning (Angio-seal). Det skyldes, at det er velkendt, at Angio-seal kan medføre alvorlige komplikationer i form af akut manglende blodforsyning til benet. Risikoen for denne komplikation er i øvrigt større ved kendt åreforkalkningssygdom til benene.

Risikoen for alvorlige komplikationer ved Angio-seal er lav. Risikoen for komplikationer er imidlertid større ved meget forkalkede pulsårer og hos patienter, der får kraftig blodfortyndende medicin. De sjældne, men alvorlige komplikationer er eksempelvis akut manglende blodforsyning til benet. Dette kan opstå som følge af, at ankeret river sig løs og flytter sig eller blokerer blodåren, hvilke så kan føre til akut, kritisk iltmangel i benet, der kræver akut kirurgi.

  • at Hjertemedicinsk sengeafsnit █, Hospital A, på baggrund af ovenstående burde have taget kontakt til karkirurgisk afdeling på et tidligere tidspunkt i forløbet.

Hjertemedicinsk sengeafsnit █████████, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 14. oktober 2024 til den 15. oktober 2024.

Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere Hjertemedicinsk sengeafsnit ███, Hospital A, for behandlingen den 16. oktober 2024.

Vi har lagt vægt på:

  • at du blev relevant behandlet af Hjertemedicinsk sengeafsnit ██████, Hospital A, den 16. oktober 2024, da kritisk iltmangel blev mistænkt, og der blev taget kontakt til og konfereret med en karkirurgisk afdeling på et andet sygehus. Herefter blev du overflyttet til et andet sygehus med henblik på karkirurgisk behandling.

Hjertemedicinsk sengeafsnit ████, Hospital A, har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 16. oktober 2024.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Dagældende bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed