Ikke grundlag for kontrol af tungebånd hos nyfødt
Hospital får ikke kritik for ikke at undersøge tungebåndet hos en nyfødt. Kontrol af tungebånd hos nyfødte udføres kun, hvis der er mistanke om utilstrækkeligt fødeindtag hos barnet.
Sagsnummer:
26SFP44
Offentliggørelsesdato:
fredag den 29. maj 2026
Speciale:
Sygepleje, Pædiatri
Faggruppe:
Sygeplejersker
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Ikke kritik
Hospital A får ikke kritik for behandlingen på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling.
Klagen
Du har klaget over, at din søn, ██████████████████, ikke fik en korrekt behandling på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hospital A, i perioden fra den 30. oktober til den 1. november 2024.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at der ikke blev undersøgt tilstrækkeligt for kort tungebånd
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 30. oktober 2024 blev █████ født på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hospital A, ved grad 2 kejsersnit i graviditetsuge 39+2. Han vejede ved fødslen 3535 gram.
Den 31. oktober 2024 blev det noteret, at der var givet ammehjælp et par gange i løbet af natten, hvor █ fik fat med flot teknik.
Den 1. november 2024 blev ███ set flot diende ved venstre bryst i tvillingestilling. Mælken var løbet til, og sutteteknikken blev vurderet som velfungerende. █ blev udskrevet senere samme dag. Han havde ved udskrivelse et vægttab på 7,07 %.
Det fremgår af din klage, at det aldrig blev tjekket, hvorvidt █ havde kort tungebånd. Tre dage efter udskrivelse blev det dog konstateret, at ███████ havde stramt tungebånd (type 1). Det fremgår af klagen, at dette medførte, at familien fik en dårlig start på amningen og tilværelsen som en ny familie.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hospital A, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at ████████ gentagne gange blev observeret amme med god og effektiv sutteteknik, ligesom der blev ydet kvalificeret ammevejledning. Der skete en forbedring af mors smerter, efter sutteteknikken blev korrigeret. ██████████ havde en normal vægtudvikling og en tilfredsstillende trivsel
- at der sædvanligvis ikke foretages en rutinemæssig vurdering af tungebånd hos nyfødte. En vurdering af tungebåndet foretages alene, hvis der er mistanke, som ofte vil opstå på baggrund af vedvarende ammeproblemer, mangelfuld sutteteknik, utilstrækkelig ernæring eller betydeligt vægttab hos den nyfødte
- at vurdering af tungebånd almindeligvis først foretages efter den første leveuge, såfremt der fortsat er væsentlige ammeproblemer, eller hvis barnets vægttab overstiger 10 %.
- at de beskrevne sårede brystvorter hos mor ikke alene udgør en indikation for vurdering af kort tungebånd, når amningen i øvrigt forbedres og fungerer med korrekt teknik. Vi kan hertil oplyse, at det er almindeligt, at sårede brystvorter forekommer i opstartsfasen af amningen
- at der var tilstrækkelig opmærksomhed på ████████s trivsel, ernæring og amning. Det var forsvarligt, at der ikke blev foretaget en vurdering af hans tungebånd, da han gentagne gange blev observeret amme med fin teknik, ligesom hans vægttab i forbindelse med udskrivelsen var indenfor normalområdet.
Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hospital A har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din søn, ████, i perioden fra den 30. oktober til den 1. november 2024.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed