Utilstrækkelig undersøgelse af snitsår i finger
Lægevagt får kritik for ikke at have foretaget en tilstrækkeligt grundig og systematisk undersøgelse for mulig seneskade i et dybt snitsår i en finger, og for ikke at have henvist akut til skadestue eller vurdering på specialiseret sygehusafdeling.
Sagsnummer:
26SFP37
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 7. maj 2026
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Lægevagten i Region A får kritik for behandlingen den 10. maj 2025.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling hos Lægevagten i Region A den 10. maj 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
- at din finger ikke blev tilstrækkeligt og relevant undersøgt og behandlet i forhold til dine symptomer.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 10. maj 2025 ringede du som 19-årig til Lægevagten i Region A, da du havde skåret dig dybt i din højre lillefinger på indersiden. Du kunne ikke rigtig bøje din finger. Det blev vurderet, at du skulle ses fysisk i lægevagten.
Du blev tilset fysisk i lægevagten kort tid efter. Det blødte fra din finger, og det blev vurderet, at du skulle sys. Din finger blev sprittet af og vasket. Du blev syet med 2 sting, og du fik vaccination mod stivkrampe og difteri. Du blev afsluttet med besked om, at du skulle have fjernet stingene ved din praktiserende læge efter 5-7 dage.
Du har oplyst i klagen, at du havde skåret en sene over i din finger, og at du kun blev syet. Da du fik fjernet stingene efterfølgende ved din praktiserende læge gik det op for dig, at der var noget helt galt.
Lægevagten i Region A har oplyst, at såret blev renset og syet i hud og underhud, indtil blødningen var standset, og såret var ordentligt lukket. Du blev informeret om tegn på infektion og om, at du skulle have fjernet sting hos din praktiserende læge, hvor fingerens funktion samtidig skulle vurderes.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Afklaring af, hvorvidt din fingers bøjeevne (senefunktion) og nerve- og blodforsyning (neruovaskulære forhold) blev undersøgt
Du har oplyst i klagen, at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig undersøgelse, og at du i den forbindelse sagde, at du havde skåret en sene over og ikke kunne bevæge din finger, men at Lægevagten bare åbnede såret og kiggede på det, hvorefter det blev renset og syet.
I journalen står, at såret var dybt, og at du ikke rigtig kunne bøje din finger. Der står videre, at dit sår blev vasket og syet, men ikke at der blev foretaget yderligere undersøgelser af fingerens nerve- og blodforsyning eller bevægelighed.
Lægevagten i Region A har oplyst, at nerve- og blodforsyningen (neurovaskulære forhold) i fingeren blev undersøgt og vurderet normale, og at fingerens bevægelighed blev undersøgt og fundet let til moderat nedsat på grund af hævelse og blødning. Din finger blev også undersøgt for eventuelle helt eller delvist overrevne eller overskårne sener (seneaffektion), og der blev ikke observeret synlige sener i såret, heller ikke i dybden. Der blev ikke fundet tegn på, at en sene var overskåret eller overrevet.
Vi bemærker, at der ved dybe snitsår i en finger normalt vil være journalført, at der er undersøgt for nerve- og seneskade, og hvad resultatet af denne undersøgelse er, hvis undersøgelsen er foretaget. Der vil normalt være dokumenteret en undersøgelse af fingerens bøjeevne (senefunktion), både i det midterste og yderste led (PIP- og DIP-led) og en vurdering af strækkefunktionen (ekstensorfunktionen). Der vil sædvanligvis også være dokumenteret forhold omkring fingerens nerve- og blodforsyning (neurovaskulær status) som følesans (sensibilitet) og blodcirkulation (kapillærrespons).
Vi har lagt vægt på:
- at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- at vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.
Vi lægger på baggrund af oplysningerne fra Lægevagten i Region A til grund, at der er foretaget en overordnet vurdering af fingerens bøjeevne og nerve- og blodforsyning (neurovaskulære forhold).
Vi finder dog ikke grundlag for at fastslå på baggrund af oplysningerne i udtalelsen fra Lægevagten eller journalen, at der blev foretaget en grundig og systematisk senefunktionsundersøgelse og en grundig og systematisk undersøgelse af nerve- og blodforsyningen i form af en neurovaskulær undersøgelse, som omfatter sensibilitet og kapillærrespons, da en sådan systematisk undersøgelse ikke er journalført.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Lægevagten i Region A for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
- at din finger ikke blev tilstrækkeligt undersøgt. Der blev ikke foretaget en tilstrækkeligt grundig og systematisk undersøgelse af fingeren i forhold til, at du havde et dybt snitsår i fingeren med nedsat bøjeevne, da fraværet af synlige sener i såret ikke alene kunne udelukke seneskade. Dette skyldes, at der ikke blev foretaget en systematisk undersøgelse af fingerens bøjeevne (senefunktionen), og en grundig vurdering af nerve- og blodforsyningen (neruovaskulære forhold), som omfatter følesansen (sensibiliteten) og blodcirkulationen (kapillærrespons).
Ved dybe snitsår på håndfladesiden af en finger (volart), især omkring det midterste fingerled (PIP-leddet), er der en reel risiko for, at bøjesenerne (flexorsenerne, FDS/FDP-senerne) og fingerens nerver og blodkar kan være beskadiget. Ved manglende aktiv bevægelse og/eller føleforstyrrelser bør der være en lav tærskel for mistanke om skade på sener og nerver, og der bør foretages en grundig og systematisk undersøgelse.
Undersøgelsen bør omfatte en systematisk test af senefunktionen, hvor man vurderer, om patienten selv kan bøje og strække fingeren i både det midterste og yderste led (PIP- og DIP-leddet), og en undersøgelse af de enkelte bøjesener hver for sig (FDP/FDS-senerne). Undersøgelsen bør også omfatte en systematisk vurdering af nerve- og blodforsyningen (neurovaskulære forhold), som omfatter følesansen i fingeren (sensibiliteten), for eksempel ved at teste evnen til at skelne mellem to punkter tæt på hinanden (2-punkts-diskrimination), og en vurdering af blodcirkulationen ved at se på, hvor hurtigt blodet vender tilbage efter tryk på huden (kapillærrespons). Til sidst skal såret renses og undersøges grundigt med god belysning, så det kan vurderes, om der er skader på de dybere strukturer.
- at du burde være blevet akut henvist til skadestue eller til vurdering hos en ortopæd- eller håndkirurgisk afdeling. Det skyldes, at undersøgelserne burde have givet anledning til at mistænke en mulig seneskade, som ikke kunne udelukkes ved de foretagne undersøgelser. Hurtig henvisning og tidlig erkendelse af seneskade er vigtigt i forhold til behandlingsresultatet, da forsinkelse i diagnosticering af seneskade kan forringe mulighederne for at genskabe normal funktion i fingeren. Du burde også være blevet tydeligt instrueret i at søge akut hjælp ved vedvarende manglende evne til aktivt at bøje fingeren (aktiv fleksion) eller vedvarende ændringer i følesansen (sensibilitetsforstyrrelse).
Hvis der er udtalt nedsat funktion i fingeren (funktionsudfald), eller hvis der er tvivl om en mulig seneskade, bør der ske akut henvisning til skadestue eller til vurdering hos en specialiseret sygehusafdeling i ortopæd- eller håndkirurgi med henblik på eventuel operativ behandling. Alternativt kan der planlægges en tæt opfølgning inden for kort tid, hvor fingerens funktion undersøges igen. Dybe snitsår på håndfladesiden af en finger (volart) med nedsat bevægelighed (funktionsudfald) og/eller føleforstyrrelser (sensibilitetsændringer) skal håndteres med en lav tærskel for akut henvisning, hvis det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at der er skade på sener eller nerver. Fravær af synlige sener i såret kan ikke alene bruges til at udelukke, at der er skade på sener, da senerne kan have trukket sig tilbage i vævet og derfor ikke vil være synlige ved undersøgelsen.
Den omstændighed, at den basale sårbehandling som rensning af såret, standsning af blødningen, syning af såret og vaccination imod stivkrampe var relevant, er ikke ensbetydende med, at behandlingen samlet set var i overensstemmelse med normen. Det skyldes, at den indledende undersøgelse ikke var tilstrækkelig grundig og systematisk, og at du ikke blev akut henvist til skadestue eller til vurdering hos en ortopæd- eller håndkirurgisk afdeling.
Lægevagten i Region A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 10. maj 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed