Patienten havde ikke betydelige tandproblemer
Når en patient har fået påvist mundtørhed, er det ikke afgørende, om mundtørheden har årsagssammenhæng med kemoterapien. Patienten havde dog ikke ret til tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje, da der ikke var et betydeligt tandproblem.
Sagsnummer:
25SFP36
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 4. juni 2025
Juridisk tema:
Tilskud til tandpleje
Kategori:
Patientrettigheder
Tiltrædelse
Vi er enige i afgørelsen fra Region A om tilskud til tandpleje. Vi tiltræder dog afgørelsen med en ændret begrundelse.
Du har ikke ret til tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje.
Klagen
Du har klaget over, at:
- du ikke fik tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje.
Sagsfremstilling
I maj 2009 blev du diagnosticeret med brystkræft, og modtog i fem år kemoterapi og hormonbehandling i form af Taxotere, Cyclofosfamid og Tamoxifen. I maj 2022 blev det konstateret, at kræften havde spredt sig til lever og knogler. Du modtog herefter kemoterapi og hormonbehandling med henholdsvis Abemaciclib og Letrozol i perioden fra juni 2022 til marts 2023.
Den 26. august 2024 modtog regionen din ansøgning om tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje. Der var ikke vedlagt et prisoverslag fra din tandlæge.
Den 25. september 2024 var du til undersøgelse (visitation) i regionens tandpleje. Du fik ved undersøgelsen foretaget en spytmåling.
Spytmålingen påviste en ustimuleret spytsekretion på 0,1 ml/min og en stimuleret spytsekretion på 0,74 ml/min.
Den 14. november 2024 fik du afslag på tilskud til tandpleje fra regionen. Du fik afslag, fordi regionen vurderede, at din mundtørhed ikke havde årsagssammenhæng med kemobehandlingen.
Du har oplyst, at regionen – så vidt du husker - kun foretog en ustimuleret spyttest. Regionen foretog ikke en efterfølgende test med tyggetabletter eller anden spytstimulering.
Du har også oplyst, at din egen tandlæge ikke har omtalt manglende eller dårlig mundhygiejne. Problemerne med tænderne er opstået umiddelbart efter ordineringen af den livsforlængende medicin. Din tandlæge har oplyst, at forebyggelse af tandproblemer især også er vigtigt nu, hvor du har fået ordineret Zoledronsyre som varig behandling for uhelbredelig kræft i knoglerne. Du mener også, at der fra den 1. juli 2024 kun skal lægges vægt på spytsekretionen.
Begrundelse
Reglerne om tilskud til tandpleje
Reglerne om tilskud til tandpleje blev ændret fra den 1. juli 2024.
Ansøgninger indsendt til regionen efter den 1. juli 2024 skal behandles efter de nye regler.
Regionen giver et særligt tilskud til tandpleje til udvalgte patientgrupper.
Regionen giver blandt andet et særligt tilskud til kræftpatienter, der har fået kemoterapi og hormonbehandling.
Patienterne kan søge om tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje, ligesom patienterne kan søge om tilskud til særligt kostbare behandlinger.
Almindelig forebyggende og behandlende tandpleje
Det er en betingelse, at patienten har fået påvist nedsat produktion af spyt.
Regionen skal foretage en spytmåling (sialometri) i forbindelse med visitationen. Dette skyldes, at regionen kun kan vurdere, om det objektive krav om nedsat spytsekretion er opfyldt ved at foretage en spytmåling som led i visitationen. Spytmålingen skal foretages uanset, om der ved ansøgningen er medsendt dokumentation for nedsat spytproduktion.
For at opfylde denne betingelse, skal enten den målte ustimulerede spytsekretion være på 0,1 ml/min eller mindre, eller den målte tyggestimulerede spytsekretion være på 0,7 ml/min eller mindre.
Det er også en betingelse for at få en bevilling, at patienten har betydelige tandproblemer.
Regionen skal altid foretage en konkret og individuel tandfaglig vurdering af, om patienten har betydelige tandproblemer.
Caries er som udgangspunkt et betydeligt tandproblem, hvis patienten på ansøgningstidspunktet har aktiv caries i 3 eller flere tænder. Det er dermed antallet af tænder med aktiv caries, der er afgørende, og ikke det samlede antal cariestilfælde i tandsættet.
Aktiv caries, som er behandlet med tandfyldning inden for de seneste 12 måneder før ansøgningen, indgår også i vurderingen af, om patienten har betydelige tandproblemer. Det er dog et krav, at fyldningsbehandlingen er foretaget, efter at patienten påbegyndte medicinsk behandling.
Der skelnes ikke mellem, om den aktive caries er en overfladisk, ru og hvidlig carieslæsion (nonkaviteret caries) eller en carieslæsion, der har udviklet sig til dannelse af et hul i tanden (kaviteret caries). Der skelnes heller ikke mellem, om der er tale om et nyt cariestilfælde eller caries opstået i relation til en eksisterende fyldning.
Inaktiv caries, der ikke er behandlingskrævende, indgår ikke i vurderingen.
Patienten skal ikke dokumentere, at den nedsatte spytproduktion eller de betydelige tandproblemer har årsagssammenhæng med sygdomsbehandlingen.
Vores resultat
Almindelig forebyggende og behandlende tandpleje
Vi vurderer, at du har nedsat spytproduktion.
Vi vurderer dog, at du ikke har betydelige tandproblemer.
Vi vurderer derfor, at du ikke har ret til tilskud til almindelig og forebyggende behandling.
Vi har lagt vægt på, at:
- du har fået foretaget en spytmåling, som påviste en ustimuleret spytsekretion på 0,1 ml/min. Du opfylder derfor det objektive krav om nedsat spytsekretion.
- det fremgår af tandlægejournalen, at du regelmæssigt går til tandlægen, og at din mundhygiejne er god.
- det cariestilfælde, som du fik konstateret i 2021 på kindtanden 5- (flade 4) er overfladisk, og det har ikke udviklet sig siden.
- der er en skygge under plastfyldningen på kindtanden 5+ (flade 4), men ingen cariesudvikling.
- din cariesforekomst derfor ikke udgør et betydeligt tandproblem.
- du derudover ikke har andre tandproblemer i form af fx tandslid.
Vi tiltræder derfor regionens afgørelse af 14. november 2024 om tilskud til tandpleje.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):
- § 6, nr. 11, om tilskud til tandpleje efter § 166 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri
Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:
- § 166, stk. 1, nr. 5 om tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje til kræftpatienter, der har modtaget medicinsk behandling
Bekendtgørelse nr. 871 af 26. juni 2024 om tandpleje:
- § 28, stk. 1, om de omfattede patientgrupper
- § 28, stk. 2, om kravene om dokumenterede betydelige tandproblemer og nedsat spytsekretion
- § 28, stk. 3, om patientens dokumentation af betydelige tandproblemer
Vejledninger
Vejledning nr. 9853 af 21. oktober 2024 om omfanget af og kravene til den regionale tandpleje:
- Afsnit 3 om de udvalgte patientgrupper og de grundlæggende kriterier for at få tilskud til tandpleje
- Afsnit 3.2. om visitationskriterier for tilskud til almindelig forbyggende og behandlende tandpleje
- Afsnit 8 om kræftpatienter, som har fået kemoterapi, immunterapi, hormon- og antihormonbehandling
- Bilag 4 om vejledning vedr. udredning af symptomer på mundtørhed (xerostomi) og kliniske tegn på nedsat spytsekretion.
- Bilag 6 om vejledende faglige behandlingskriterier for betydelige tandproblemer til tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje for patientgrupperne 4-6