Udredning på flere afdelinger
Regionen overholdt ikke reglerne om retten til hurtig udredning. Patienten skal være færdigudredt inden for fristen, selv om flere afdelinger deltager i udredningen.
Sagsnummer:
24SFP127
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 11. september 2024
Juridisk tema:
Ret til hurtig udredning på sygehus
Kategori:
Patientrettigheder
Region A har handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.
Det betyder, at du ikke blev udredt inden for 30 dage, selvom det var fagligt muligt.
Du kan læse mere på de næste sider.
KLAGEN
Du har klaget over:
- at du ikke blev udredt inden for fristen.
SAGSFREMSTILLING
Vi har lagt vægt på oplysningerne i journalen, hvis der ikke står andet.
Den 8. marts 2021 modtog Hospital A en henvisning fra din egen læge. Du havde forinden fået foretaget en CT-skanning den 3. februar 2021, som din læge havde foranstaltet.
Den 9. marts 2021 blev du indkaldt til konsultation planlagt til den 23. marts 2021 på Afdeling A, Hospital A.
Den 23. marts 2021 mødte du til konsultation på Afdeling A, Hospital A. Her blev det vurderet, at der skulle foretages en kikkertundersøgelse og blodprøver.
Den 25. marts 2021 blev du henvist til Afdeling B, Hospital A med henblik på at få foretaget en kikkertundersøgelse.
Du blev samme dag indkaldt til kikkertundersøgelse planlagt til den 7. maj 2021. I indkaldelsesbrevet blev du oplyst om, at du havde ret til at blive udredt inden for 30 dage, fra den dato, hvor man havde modtaget din henvisning. Du blev videre oplyst om, at da man ikke kunne tilbyde dig udredning inden for fristen, havde du mulighed for at blive udredt på Behandlingssted 1, og du blev vejledt i at ringe til Patientkontoret, hvis du ønskede at gøre brug af denne mulighed.
I tiden herefter fulgte et forløb, hvor din tid til kikkertundersøgelse blev udskudt. Da undersøgelsen fandt sted den 1. juni 2021, måtte Hospital A dog afbryde kikkertundersøgelsen inden den var færdig.
Regionen har udtalt, at ressourcerne har været noget begrænsede. Herudover oplyste regionen, at du desværre ikke havde fået besked om de rette rettigheder, da du ikke kunne være blevet behandlet i privat regi. Du ville således ikke kunne ikke været blevet behandlet på privathospitalet, som regionen oplyste dig om i din indkaldelse.
BEGRUNDELSE
Reglerne om retten til hurtig udredning
Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.
Det betyder, at sygehuset, når det er fagligt muligt, skal tilrettelægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles.
Fristen på 30 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen, til den dag, udredningen er færdig.
Hvis regionen ikke kan udrede patienten inden for fristen, skal udredningen stadig ske hurtigst muligt.
Kapacitetsmæssige årsager kan ikke begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær er eksempler på kapacitetsmæssige årsager.
Vores resultat
Vi vurderer, at du ikke blev udredt inden for 30 dage, selvom det var fagligt muligt.
Vi har lagt vægt på:
- at Hospital A modtog din henvisning den 8. marts 2021. Fristen på 30 dage udløb derfor den 7. april 2021.
- at du ikke blev udredt inden for fristen på grund af sygehusets kapacitetsmæssige forhold.
Regionen har derfor handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.
REGLER
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b i sundhedsloven
Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:
- § 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
- § 82 b, stk. 3, om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2
Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:
- § 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
- § 20, stk. 1, 2. pkt., om beregning af tidsfristen for udredning
Vejledninger
Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:
- Pkt. 2.0 om ret til hurtig udredning