Når regionen indgår aftaler med speciallæger
Region tilsidesatte oplysningspligten, da en speciallægeklinik ikke sendte et indkaldelsesbrev til en patient. Der var tale om sygehusbehandling, fordi regionen har indgået aftale med speciallægeklinikken efter speciallægeoverenskomstens bilag D.
Sagsnummer:
24SFP123
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 11. september 2024
Juridisk tema:
Frit og udvidet frit sygehusvalg
Kategori:
Patientrettigheder
Kritik
Region A har ikke overholdt reglerne om oplysningspligten.
Klagen
Du har klaget over, at:
¡ du ikke har modtaget et indkaldelsesbrev.
Sagsfremstilling
Den 10. juli 2023 blev du indlagt på Afdeling A, Hospital A efter et krampeanfald.
Samme dag blev du henvist fra Afdeling A, Hospital A til Behandlingssted 1 med henblik på viderevisitering og udredning.
Den 12. juli 2023 blev henvisningen videresendt til en speciallæge i neurologi i regionen.
Regionen har oplyst, at henviste patienter på grund af lange ventetider på især epilepsiområdet får mulighed for at blive viderevisiteret til en privatpraktiserende neurolog. Behandlingssted 1 har som funktion at viderevisitere til den privatpraktiserende neurolog med kortest ventetid i patientens område. Regionen har indgået aftaler med de klinikker, som speciallægeklinikken kan viderehenvise til.
Regionen har sendt en tillægsaftale til overenskomst om speciallægehjælp mellem foreningen af speciallæger og regionernes lønnings- og takstnævn fra januar 2022. Det fremgår af denne, at de samme patientrettigheder der følger af sundhedsloven mv. også gælder for patienter, der er henvist til behandling i speciallægepraksis efter denne aftale.
Du har oplyst, at du i begyndelsen af juli 2023 havde et epileptisk anfald. Du blev indlagt og fik herefter et tilbud om at komme over til en privatklinik, hvilket du takkede ja til. Du har også oplyst, at du har ventet i over 60 dage, og at du har rykket behandlingsstedet for en tid til behandling. Du har ikke fået nogle informationer, og ved ikke hvornår du kan få behandling.
Regionen har oplyst, at du ikke har modtaget et indkaldelsesbrev fra den privatpraktiserende neurolog, da tiden blev aftalt over telefonen. Regionen har også oplyst, at det har været umuligt at få fat i neurologen. Klinikken har været lukket i en måned, og er den 1. juli blevet overtaget af en anden.
Begrundelse
Reglerne om oplysningspligten
Et sygehus skal oplyse en patient om patientens rettigheder senest 8 hverdage efter, at de har modtaget en henvisning, eller efter at patienten er færdigudredt.
Patienten skal fx have oplysninger om dato og sted for undersøgelse eller behandling, retten til at vælge sygehus, ventetiden på behandling ved regionens egne sygehuse, andre regioners sygehuse og private specialsygehuse, antal behandlinger, henvisning til et andet sygehus efter reglerne om frit sygehusvalg og udvidet frit sygehusvalg.
Oplysningerne skal sikre, at patienten får viden om sine rettigheder og kan træffe et oplyst valg. Oplysningerne skal være lette at forstå og hjælpe patienten med at træffe et valg.
Der er krav til, at det står i oplysningsbrevet, om sygehuset kan tilbyde diagnostisk undersøgelse, udredning eller behandling inden for fristerne. Der skal også stå, hvor patienten kan henvende sig, hvis patienten ønsker at gøre brug af sine rettigheder.
Det sted, der modtager en henvisning af en patient, har ansvaret for at give patienten oplysningerne.
Der er tale om sygehusbehandling, når behandlingen foregår på en klinik, som regionen har indgået aftale med efter speciallægeoverenskomstens bilag D. Det er fordi behandlingen finansieres af sygehusmidler.
Vores resultat
Vi vurderer, at du ikke fik et oplysningsbrev inden for 8 hverdage.
Vi har lagt vægt på, at:
¡ behandlingssted 1 den 10. juli 2023 modtog din henvisning. Fristen på 8 hverdage udløb derfor den 20. juli 2023.
¡ du ikke fik et oplysningsbrev inden for fristen.
¡ den privatpraktiserende neurolog du blev henvist til, er en del af regionens sygehusvæsen.
¡ det stadig var regionens ansvar at sikre, at du fik et indkaldelsesbrev indenfor fristen.
Regionen har derfor ikke overholdt reglerne om oplysningspligten.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
¡ § 6, stk. 1, nr. 7, om regionernes oplysningspligt efter § 90 i sundhedsloven
Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:
¡ § 90 om regionernes oplysningspligt
Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:
¡ § 12, stk. 1, nr. 1, om oplysning om dato og sted for undersøgelse eller behandling
¡ § 12, stk. 1, nr. 2, om oplysning om retten til at vælge sygehus
¡ § 12, stk. 1, nr. 3, om oplysning om ventetid
¡ § 12, stk. 1, nr. 4, om oplysning om antal diagnostiske undersøgelser, udredninger og behandlinger
¡ § 12, stk. 1, nr. 5, om oplysning om henvisning til et andet sygehus
¡ § 12, stk. 2, nr. 2, om oplysning om udredning inden for 1 måned
¡ § 12, stk. 5, om formålet med regionernes informationsmateriale
Vejledninger
Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:
¡ Pkt. 5.1. om information til patienter, der skal udredes eller behandles på et sygehus