Utilstrækkelig håndtering af ulykke med hest
Sygehus får kritik for ikke at lave en vurdering af, om der burde aktiveres traumekald ved et massivt stumpt traume, hvor en patient var blevet trådt på brystkassen af en hest.
Sagsnummer:
24SFP111
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 31. juli 2024
Speciale:
Ortopædkirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A, får kritik for behandlingen på Afdeling A den 10. marts 2022.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling A, Hospital A, den 10. marts 2022.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt.
- du ikke fik en relevant behandling, idet du blev sendt hjem med besked om, at du havde trykkede ribben.
- brud på dine ribben blev overset.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 10. marts 2022 blev du som 51-årig tilset på Afdeling A, Hospital A, da du var blevet trådt på forsiden af brystkassen af en hest. Du oplyste, at du havde smerter svarende til højre forside af brystkassen og omkring brystbenet. Der blev lavet en objektiv undersøgelse og en røntgenundersøgelse af din brystkasse. Du blev herefter sendt hjem med besked om at tage lægekontakt ved pludseligt indsættende åndenød, feber eller hoste. Du blev medgivet tablet Morfin samt en PEP-fløjte, og du blev informeret om, at røntgenbilledet ville blive set på næstkommende skadekonference, og at du ville blive kontaktet, såfremt der var ændringer til planen.
Du har oplyst, at du er uforstående over for, at du ikke blev undersøgt bedre ved ankomst til Afdeling A, og at du blev sendt hjem med besked om, at du havde trykkede ribben for efterfølgende at blive ringet op med besked om, at du havde brud på dine ribben.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne af den 10. marts 2022.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A, for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- du ikke blev tilstrækkeligt undersøgt. Du havde været udsat for et massivt stumpt traume, idet du var blevet trådt på forsiden af brystkassen af en hest. Ved et massivt stumpt traume bør der altid mistænkes potentielle livstruende skader. Smerter et sted fra kroppen kan sløre smerter andre steder fra kroppen, og der er derfor grundlag for at lave en systematisk gennemgang af hele kroppen. Der var således grundlag for at mistænke potentielt livstruende skader, og der burde derfor have været lavet en systematisk undersøgelse af hele kroppen, herunder blandt andet have været testet for berøringssmerter svarende til brystkassen og maveregionen.
- der var grundlag for at lave en vurdering af, om du skulle have været behandlet som en multitraume-patient. Patienter, der har været udsat for et massivt stumpt traume, vil ofte opfylde kriterierne for et multitraume, som medfører aktivering af traumekald. Ved modtagelsen af en multitraume-patient laves der en systematisk gennemgang af kroppen og en CT-skanning af hoved, nakke, brystkasse samt mave og bækken.
Fordi du havde været udsat for et massivt stumpt traume, burde der således have været lavet en vurdering af, om der skulle have været aktiveret traumekald og dermed have været lavet en akut undersøgelse af traumeteamet med en efterfølgende CT-skanning af blandt andet brystkasse og maveregion.
- du ikke fik en relevant behandling, idet det blev vurderet, at du havde trykkede ribben, og idet du blev sendt hjem samme dag. På baggrund af den foretagne røntgenundersøgelse var der grundlag for at lave en CT-skanning og eventuelt indlægge dig med henblik på intensiveret smertebehandling.
- der ikke blev lavet en korrekt vurdering af røntgenundersøgelsen fra den 10. marts 2022, idet det blev vurderet, at der var tale om trykkede ribben. Røntgenundersøgelsen viser flere synlige brud, og det burde derfor have været konstateret ved undersøgelsen den 10. marts 2022.
Afdeling A, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 10. marts 2022.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed