Tablet Serenase 20 mg daglig indenfor sædvanlig dosis

Ankenævnet godkendte en beslutning om tvangsbehandling med tablet Serenase, startdosis 5 mg dagligt øget til højst 20 mg dagligt, og subsidiært injektion Serenase op til 10 mg dagligt. Ankenævnet vurderede, at tablet Serenase op til 20 mg dagligt og injektion Serenase op til 10 mg dagligt er inden for sædvanlig dosis og derfor ikke kræver en særlig begrundelse.

Sagsnummer:

26DPA05

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 23. september 2026

Juridisk tema:

Tvangsbehandling

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Kategori:

Afgørelser fra Psykiatrisk Ankenævn

Ændring

Vi er ikke enige i afgørelsen af 12. december 2025 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn. Vi ændrer derfor afgørelsen.

Vi godkender beslutningen den 1. december 2025 om at tvangsbehandle dig.

Sagens forløb

Det Psykiatriske Patientklagenævn traf afgørelse i din sag den 12. december 2025. De traf afgørelse om at underkende beslutningen den 1. december 2025 om at tvangsbehandle dig.

Behandlingssted 1 - afdeling By 1 klagede den 15. december 2025 over afgørelsen.

Sagsfremstilling

Vi henviser til den sagsfremstilling, der fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 12. december 2025.

Bemærkninger fra sagens parter

Behandlingssted 1 - afdeling By 1

Behandlingssted 1 - afdeling By 1 har klaget over afgørelsen uden nærmere bemærkninger.

███

Vi har ikke modtaget bemærkninger fra dig til sagen.

Begrundelse for afgørelsen

Tvangsbehandling

Vi vurderer, at betingelserne for at træffe beslutning den 1. december 2025 om at tvangsbehandle dig var opfyldt.

Vi vurderer også, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med et almindeligt anvendt præparat i sædvanlig dosis.

En patient må kun tvangsbehandles, hvis patienten er sindssyg eller er i en tilstand, der kan ligestilles med sindssyge. Derudover skal det være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten grundet én af følgende årsager:

  • udsigten til helbredelse vil ellers blive væsentlig forringet

  • en afgørende bedring af tilstanden vil ellers blive væsentlig forringet

  • patienten udgør en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre

Vi vurderer, at du var i en psykotisk tilstand, hvor kontakten var læderet på

begge planer. Du svarede meget lavt, kortfattet med latenstid, og du havde ingen sygdomsindsigt.

Det ville have været uforsvarligt ikke at tvangsbehandle dig, fordi en afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Motivation og betænkningstid

Vi vurderer, at du fik tilstrækkelig betænkningstid og blev tilstrækkeligt motiveret til at tage medicinen frivilligt.

Før man kan tvangsbehandle en patient, skal patienten have en passende betænkningstid på højest tre dage, hvor patienten dagligt tilbydes at indtage medicinen frivilligt.

Der skal gøres vedvarende forsøg på at oplyse patienten om nødvendigheden af behandlingen. Det skal journalføres, hvordan man har forsøgt at motivere patienten.

Det er en konkret vurdering, hvor lang betænkningstiden skal være, og overlægen kan give patienten en kortere eller længere betænkningstid end tre dage.

Overlægen skal i sin vurdering blandt andet lægge vægt på:

  • sygdommens alvorlighed og varighed

  • patientens holdning til behandlingen

  • om den manglende behandling vil kunne medføre behov for at udøve andre former for tvang

  • hvor forpint patienten er

Hvis man tvangsbehandler, skal det som udgangspunkt ske med den samme medicin og dosis, som patienten har fået tilbudt i betænkningstiden. Patienten skal så vidt muligt have mulighed for at drøfte beslutningen om tvangsbehandling med en patientrådgiver.

Vi vurderer, at en betænkningstid på tre dage var passende for dig, ud fra den tilstand du var i.

Du blev dagligt motiveret til at tage medicinen frivilligt.

Beslutningen om tvangsbehandling blev godkendt af en overlæge.

Du havde tilstrækkelig mulighed for at drøfte beslutningen om tvangsbehandling med din patientrådgiver i betænkningstiden.

Medicin og dosis

Vi vurderer, at der blev truffet beslutning om at tvangsbehandle dig med et afprøvet lægemiddel i sædvanlig dosis.

Når man tvangsbehandler med medicin, skal man altid vælge lægemidler, som er afprøvede og med færrest bivirkninger. Det skal også gives i sædvanlig dosis. Sædvanlig dosis fremgår af pro.medicin.dk.

Der blev truffet beslutning om at tvangsbehandle dig med tablet Serenase, startdosis 5 mg dagligt fordelt på 1-2 doser, afhængigt af effekt og bivirkning øget til højst 20 mg dagligt fordelt på 1-2 doser, subsidiært injektion Serenase 5 mg dagligt, afhængigt af effekt og bivirkning øget til højst 10 mg dagligt fordelt på 1-2 doser.

Lægemidlerne er almindeligt anvendte og velafprøvede, og doseringerne er almindelige.

Vi lægger vægt på, at det fremgår af oplysningerne om medicinen på pro.medicin.dk, at ved behandling af skizofreni og skizoaffektive lidelser med tablet Serenase (haloperidol), anvendes sædvanligvis 2-10 mg dagligt fordelt på en til to doser. Ved første episode startes ofte med 2-4 mg dagligt og ved gentagne episoder ofte med op til 10 mg dagligt. Der bør højst gives 20 mg dagligt.

Lægemiddelstyrelsen har generelt oplyst, at injektion Serenase kan anvendes til behandling af patienter med skizofreni eller andre tilstande, hvis orale midler ikke er egnede.

Der fremgår ikke en sædvanlig dosis på pro.medicin.dk for så vidt angår injektionsbehandling med Serenase (haloperidol) ved behandling af skizofreni eller mani. Vi foretager derfor en konkret vurdering af den anvendte dosis.

Det fremgår af sagens materiale, at du tidligere havde været i behandling med depot Serenase 100 mg hver 4 uge, og at du også tidligere havde tålt 10 mg Serenase dagligt.

Du var kendt i psykiatrisk regi, hvor du flere gange tidligere havde været i behandling, men efter udskrivelse var stoppet, hvorefter du måtte genindlægges.

Det fremgår af oplysningerne på pro.medicin.dk, at der ved gentagne episoder ofte startes behandling med op til 10 mg dagligt i tabletform, og at der højst bør gives 20 mg dagligt. 20 mg er således indenfor sædvanlig dosis og kræver derfor ikke en særlig begrundelse.

Du lider af en svær og kronisk psykisk tilstand, som du flere gange tidligere har været i behandling for, herunder også tidligere behandling med Serenase. Det er derfor indenfor sædvanlig dosis at påbegynde behandlingen med 5 mg dagligt og stigende til højst 20 mg dagligt.

Det er ligeledes vores vurdering, at behandling med injektion Serenase op til 10 mg dagligt også er inden for sædvanlig dosis.

Vi lægger herved vægt på, at du led af en svært kronisk tilstand, og du tidligere havde modtaget behandling med Serenase. Det er derudover vores praksis, at ved behandling med injektion Serenase, kan det ud fra en konkret vurdering være sædvanligt at behandle med op til 20 mg dagligt. 

Information

Vi vurderer, at du fik den tilstrækkelige information om behandlingen.

En patient skal inden tvangsbehandlingen informeres om behandlingens:

  • indhold

  • baggrund

  • formål

  • virkningen af medicinen

  • bivirkninger ved medicinen

Det fremgår af journalen, at du blev informeret om indholdet, baggrunden og formålet med behandlingen. Du blev også oplyst om virkningen og bivirkningerne ved behandlingen.

Konklusion

Vi ændrer på den baggrund afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Det betyder, at vi kan godkende beslutningen den 1. december 2025 om tvangsbehandling.

Afgørelsen er truffet af et enigt ankenævn.

Vi beklager sagsbehandlingstiden.

Lovgivning

Her kan du se de regler, som vi har afgjort din sag efter, og andre relevante regler for din sag.

Bekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. (psykiatriloven)

  • § 4, stk. 1, om frivillig medvirken og betænkningstid

  • § 4, stk. 2 - 4, om mindst indgribende tvang

  • § 4 a om beslutning i overlægens fravær

  • § 5 om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

  • § 10 om tvangstilbageholdelse under indlæggelse

  • § 12 om tvangsbehandling

  • § 31 om oplysninger til patienten før tvang

  • § 32, stk. 1, om vejledning om klageadgang

  • § 32, stk. 2 og 3, om opsættende virkning ved klage

  • § 38, stk. 1, om klage til Det Psykiatriske Ankenævn

  • § 38, stk. 2, om klagefristen

  • § 38, stk. 3, om klage til en anden administrativ myndighed

Bekendtgørelse nr. 339 af 15. marts 2023 af lov om lægemidler

  • § 7 om afprøvede lægemidler

Bekendtgørelse nr. 1075 af 27. oktober 2019 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger

  • § 3 om foranstaltninger før tvangsmedicinering

  • § 4 om afprøvede lægemidler i sædvanlig dosis