Afslag på abort, da kvinden havde gode sociale forhold

Sagsnummer:

26AB97

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 23. april 2026

Juridisk tema:

Sociale forhold

Graviditetslængde:

20+3

Afgørelse:

Afslag

Alder:

21 år

Afgørelse anket:

Ja

Resumé

Sagen omhandlede en 21-årig kvinde, som var 20 uger og tre dage henne. Hun anmodede om abort, da graviditeten var kommet som et chok for hende, og fordi hun ikke ønskede at få barnet. Kvinden havde gennem to måneder været ved læge, da hun havde haft mavegener. Graviditeten var ikke blevet opdaget i den forbindelse. Kvinden havde et godt netværk, et vikarjob og havde planer om at starte uddannelse. Derudover havde hun gennem det seneste halve år drukket meget alkohol.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav afslag til abort.

Vi lagde vægt på, at graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet ikke ville være en alvorlig belastning for kvinden, da kvinden generelt havde stabile forhold. Vi lagde også vægt på, at oplysninger om hendes bolig og økonomi var svarende til normale forhold for en kvinde i den aldersgruppe, og at hun havde et godt netværk samt mulighed for støtte. Derudover lagde vi vægt på, at hun kunne få hjælp til både bolig og økonomi.

Vi var opmærksomme på, at der var sket en forsinkelse med hensyn til at opdage graviditeten, men at forsinkelsen var sket over flere måneder, og vi lagde derfor vægt på, at kvinden selv havde haft mulighed for at reagere. Desuden lagde vi vægt på, at der ikke på afgørelsestidspunktet var påvist skader på fosteret som følge af de store mængder alkohol.

Afslaget blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 5.