Tilladelse til sterilisation: mental retardering i middelsvær grad

Resumé

Sagen omhandlede en 26-årig kvinde, der ønskede tilladelse til sterilisation. Kvinden havde et medfødt syndrom, som gjorde, at hun var mentalt retarderet i middelsvær grad og forstod ikke betydningen af indgrebet. Hun var udviklingshæmmet med et sparsomt sprog og manglende evne til at tage vare på sig selv. Hun boede på et bosted, hvor hun fik hjælp til at skabe struktur og forudsigelighed, og til at udføre dagligdagsopgaver og personlig pleje. Tilstanden var varig og hun ville ikke kunne blive i stand til at klare sig på egen hånd.

Kvinden kunne ikke anvende anden prævention, da hun ikke kunne administrere daglig medicin og vedvarende metoder, fx spiral, ville kræve fuld narkose ved udskiftning.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet behandlede sagen efter sundhedslovens § 110, da kvinden var varigt ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet.

Abortnævnet gav tilladelse til sterilisation efter sundhedslovens § 107, stk. 1, nr. 2 og § 107, stk. 2, da kvinden ikke ville kunne tage vare på et barn, og sterilisation i den konkrete sag ville være det mindst indgribende valg.

Nævnet lagde blandt andet vægt på, at kvinden ikke i forvejen fik støtte til at tage daglig lægeordineret medicin og formentlig ikke selv ville kunne huske P-piller. Nævnet lagde også vægt på, at øvrige præventionsformer ville kræve fuld narkose ved hver udskiftning, hvilket ville være indgribende for kvinden. Nævnet lagde desuden vægt på, at kvinden ville have svært ved at reagere på eventuelle bivirkninger eller manglende virkning af prævention, herunder særligt ved sygdomstilfælde med opkast eller ved graviditetssymptomer.