Trisomi 18 mosaik gav tilladelse til abort
Sagsnummer:
26AB216
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 10. september 2026
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
18+4
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
32 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 32-årig kvinde, som var gravid i 18+4. Ved 1. trimesterskanning viste en sandsynlighedsberegning en øget risiko for trisomi 18 ved fosteret, og en moderkagebiopsi bekræftede trisomi 18 (Edwards syndrom). En ultralydsskanning viste små, væskefyldte blærer i fosterets hjernes vævsnetværk (plexus chorieus cyster), men ellers med normale fund hos fosteret. En fostervandsprøve viste, at fosteret havde trisomi 18 i 64 % af fosterets celler.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort.
Vi lagde vægt på, at barnet havde en væsentlig risiko for at få alvorlig sygdom som følge af den påviste genetiske tilstand med trisomi 18 mosaik i 64 % af fosterets celler. Det skyldes, at tilstanden er forbundet med blandt andet svær udviklingshæmning, væksthæmning, epilepsi, søvnapnø og hjertemisdannelser. Vi lagde også vægt på, at der var en høj risiko for, at barnet ville have en forkortet levetid grundet 50 % risiko for, at barnet ikke ville overleve mere end første leveuge efter fødslen. Vi lagde også vægt på, at prognosen for barnets funktionsniveau var usikkert, da dette afhang af, hvilke af barnets celle var ramt af mosaikken, og om barnet havde andre misdannelser.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1 om medicinske forhold hos fosteret.