Alvorlig hjertemisdannelse gav tilladelse til abort

Sagsnummer:

26AB213

Offentliggørelsesdato:

fredag den 4. september 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

21+3

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

21 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en kvinde, som var gravid i uge 21+3. Fosteret havde fået konstateret en alvorlig hjertemisdannelse, hvor venstre side af fosterets hjerte ikke var udviklet, og derfor ikke ville være i stand til at pumpe blod ud til kroppen efter fødslen. Derudover var fosterets hovedpulsåre også underudviklet. Barnet ville have behov for flere store hjerteoperationer efter fødslen.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at barnet havde en væsentlig risiko for alvorlig sygdom som følge af den påviste hjertemisdannelse. Det skyldtes, at prognosen forbundet med hjertemisdannelsen indebar væsentlig risiko for neurologiske senfølger
og dødelighed. Vi lagde også vægt på, at barnet ville skulle gennemgå flere større hjerteoperationer, som var forbundet med betydelig risiko for dødelighed og skader på hjernen, herunder forsinket motorisk udvikling. Trods behandlingsmulighederne i form af operationer, ville barnet alene have et hjerte med kun ét fungerende pumpekammer samt et lavt funktionsniveau.

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.