Gode sociale forhold gav afslag på abort

Sagsnummer:

26AB211

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 3. september 2026

Juridisk tema:

Sociale forhold

Graviditetslængde:

22+6

Afgørelse:

Afslag

Alder:

20 år

Afgørelse anket:

Ja

Resumé

Sagen omhandlede en 20-årig kvinde, der var gravid i uge 22+6. Hun anmodede om abort, da hun ikke følte, at hun var klar til at skulle være mor, ligesom hun ønskede at kunne gennemføre en bestemt type uddannelse. Hun havde ikke været bekendt med graviditeten og havde indtaget store mængder alkohol under graviditeten. Der var ikke påvist skader på fosteret.

Hun havde et godt netværk bestående af familie, venner og barnefar, der var bekendt med graviditeten. Hun boede hjemme hos sine forældre, hvor hun var god til at bidrage i forhold til praktiske opgaver. Hun var ordblind og havde ikke færdiggjort en ungdomsuddannelse. Hun havde en fast stilling på en arbejdsplads, hvor hun havde arbejdet i flere år, ligesom hun havde passet sit arbejde. Arbejdstiderne lå i udgangspunktet udenfor almindelig dagstid.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav afslag til abort.

Vi lagde vægt på, at graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet ikke var en alvorlig belastning af kvinden som følge af hendes sociale forhold. Hendes bolig og økonomi var svarende til normale forhold for en kvinde i hendes aldersgruppe, og hun ville kunne få hjælp til sin boligsituation og økonomi. Hun havde en god tilknytning til arbejdsmarkedet. Det forhold, at hendes arbejdstider ikke var forenelige med at have et barn, gav ikke grundlag for en tilladelse til abort, da der fandtes andre stillinger med mere børnevenlige arbejdstider. Hun ville også kunne få hjælp og støtte til at færdiggøre en uddannelse. Herudover var der muligheder for støtte og hjælp til kvinden under graviditeten, såvel som efter fødslen og i forbindelse med omsorgen for barnet. Vi var opmærksomme på, at der op til graviditetens konstatering var sket en forhaling, men at forhalingen var sket over en 3 måneder periode, hvor hun selv havde haft mulighed for at reagere. Vi var også opmærksomme på, at hun under graviditeten havde indtaget store mængder alkohol, men at der på daværende tidspunkt ikke var påvist skader på fosteret.

Afslaget blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 5.

Kvinden ankede sagen til Abortankenævnet .