For kort hjernebjælke og svær væske- og tryk påvirkning i fosterets hjerne gav tilladelse til abort

Sagsnummer:

26AB208

Offentliggørelsesdato:

mandag den 31. august 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

22+1

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

28 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en kvinde, der var gravid i uge 22+1. En ultralydsscanning af fosteret viste, at fosteret manglede hjernebjælken, som er en stor nervefiberbro, der forbinder de to hjernehalvdele. En senere MR-scanning af fosterets hjerne viste, at fosteret havde en hjernebjælke, men at den var for kort. Herudover var der tilkommet svær tryk- og væskeophobning i fosterets hjerne (ventrikulomegali). Kvinden anmodede om abort på baggrund af prognosen for barnet.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at der var væsentlig risiko for, at barnet ville få alvorlig sygdom, som følge af hjernemisdannelserne hos fosteret. Der var over 50 % risiko for, at barnet ville få alvorlige fysiske og mentale handicaps, herunder svær forsinket udvikling, gentagne hjernekramper (epilepsi) og mental udviklingshæmning. Omfanget af handicaps kunne ikke forudses, da det ikke kunne forudses, hvilke centre i barnets hjerne, der havde været mest påvirket af trykket fra væsken i hjernen, ligesom det ikke kunne forudses, hvordan forbindelsen i hjernen, herunder de funktioner og organer den styrede, ville blive påvirket af den for korte hjernebjælke. Der var øget risiko for genetisk sygdom og for, at trykket- og væskeophobningen i fosterets hjerne ville forværres i løbet af graviditeten, hvilket ville forværre prognosen for barnet. Der fandtes ingen helbredende behandlingsmuligheder. 

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.