Svær tryk- og væskeophobning i fosterets hjerne gav tilladelse til abort
Sagsnummer:
26AB207
Offentliggørelsesdato:
fredag den 28. august 2026
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
21+0
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
27 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en kvinde, der var gravid i uge 21+0. En ultralydsscanning af fosteret havde vist, at der var svær væske- og trykpåvirkning i fosterets hjerne (svær hydrocefalus).
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort.
Vi lagde vægt på, at barnet havde væsentlig risiko for alvorlig sygdom som følge af fosterets tilstand. Der var stor risiko for, at barnet ville få alvorlige fysiske og mentale handicaps, herunder fx gentagne hjernekramper (epilepsi) og mental udviklingshæmning). Omfanget af handicaps kunne ikke forudses, da det ikke kunne forudses, hvilke centre i barnets hjerne, der ville være mest påvirket af trykket. Der var risiko for fosterdød og død. Der fandtes ingen helbredende behandlingsmuligheder. Herudover var der også øget risiko for genetisk sygdom samt forsnævring mellem hjernens hulrum og hulrum i rygmarven, hvilket ville forværre prognosen for barnet.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.