Kompleks hjernemisdannelse gav tilladelse til abort
Sagsnummer:
26AB200
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 20. august 2026
Juridisk tema:
Fosterets tilstand
Graviditetslængde:
22+5
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
30 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en kvinde med en graviditetslængde på 22+5 uger.
En MR-skanning af fosterets hjerne viste misdannelse i højre pandelap (udtyndet hjernebark på indersiden) med en stor nærliggende cyste (interhemisfærisk cyste). MR-skanningen viste også, at fosteret manglede hjernebjælken. Prognosen var alvorlig og indebar livslangt handicap, som ikke kunne helbredes.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort.
Vi lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for, at barnet ville få alvorlig sygdom som følge af misdannelse i fosterets hjerne. Vi lagde i den forbindelse vægt på, at det ud fra kompleksiteten af hjernemisdannelsen var blevet vurderet, at barnet ville have forsinket neurologisk udvikling i moderat til svær grad, herunder indlærings- og adfærdsvanskeligheder og epilepsi.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.