Mowat-Wilson syndrom med hjertemisdannelse gav tilladelse til abort

Sagsnummer:

26AB193

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 11. august 2026

Juridisk tema:

Levedygtighed

Graviditetslængde:

27+1

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

41 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 41-årig kvinde, som var gravid i uge 27+1. Fosteret havde fået konstateret en hjertemisdannelse, hvor både hovedpulsåre og lungepulsåre udsprang fra højre hjertekammer og lungeklappen var forsnævret. Fosteret fik efterfølgende konstateret Mowat-Wilson syndrom, som kan medføre hjertemisdannelser, svær mental retardering og tarmsygdomme.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at barnet havde en væsentlig risiko for alvorlig sygdom som følge af den påviste genetiske tilstand, fordi syndromet er forbundet med en væsentlig risiko for en række fysiske sygdomme og kognitive symptomer, herunder svær mental retardering. Vi lagde også vægt på, at fosteret havde fået konstateret hjertemisdannelser, som ville medføre at barnet skulle opereres kort efter fødslen, samt løbende igennem livet. Vi lagde vægt på, at den genetiske tilstand med afgørende vægt talte for at afbryde graviditeten, da barnet ville have behov for livslang medicinsk og kirurgisk behandling, ligesom det aldrig ville kunne komme til at klare sig selv som følge af de kognitive udfordringer. 

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.