Svær hjerneskade ved levedygtigt foster gav tilladelse til abort
Sagsnummer:
26AB188
Offentliggørelsesdato:
mandag den 10. august 2026
Juridisk tema:
Levedygtighed
Graviditetslængde:
27+6
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
36 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en kvinde, som var 27+6 uger henne. Hun anmodede om abort på baggrund af, at fosteret havde fået konstateret en svær hjerneskade. Kvinden havde været gravid med tvillinger, som havde udviklet tvilling-til-tvilling transfusionssyndrom, hvilket medførte, at den ene tvilling var døende. Man udførte derfor en fosterreduktion og fulgte derefter den overlevende tvilling med scanninger. Den overlevende tvilling fik herefter konstateret tegn på iltmangel i hjernen, hvilket havde medført svære hjerneskader. Barnet ville forventeligt have svær cerebral påvirkning med både motoriske og kognitive udviklingsforstyrrelser.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort.
Nævnet lagde vægt på, at barnet havde en væsentlig risiko for alvorlig sygdom, som følge af forandringerne i fosterets hjerne. Det skyldes, at barnet ville have en svær hjerneskade, og som følge heraf få svære motoriske og kognitive udviklingsforstyrrelser. Nævnet lagde også vægt på, at omstændighederne med afgørende vægt talte for at tillade abort, da tilstanden forventeligt ville medføre en væsentlig forkortet levetid og livslange gener, som ikke kunne behandles. Derudover ville barnet med stor sandsynlighed ikke have et selvstændigt funktionsniveau, og derfor have behov for støtte i alle almindelige dagligdagsfunktioner.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1 og stk. 2.