Høj risiko for ekstrem præterm fødsel og spontan abort gav tilladelse til abort

Sagsnummer:

26AB170

Offentliggørelsesdato:

mandag den 20. juli 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

21+1

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

30 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en kvinde, som var gravid med tvillinger i uge 21+1. Hun anmodede om abort på baggrund af fostrenes tilstande. Scanninger havde vist, at livmoderhalsen (cervix) var forkortet og målte 11,5 mm med funneling og sludge, som indebar, at livmoderen var begyndt at åbne sig indefra, og det kunne være tegn på infektion. Livmoderhalsen var to dage forinden blevet målt til 15-19mm, hvorfor der var sket en stor progression. Der var desuden påvist en stor hindeblære ned mod livmoderhalsens indre åbning. Kvinden blev oplyst om, at den fortsatte afkortning af livmoderhalsen indebar en øget risiko for spontan abort eller ekstrem præterm fødsel.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at der var stor sandsynlighed for spontan abort før uge 22 eller ekstrem præterm fødsel før gestationsalder 26, da der både var påvist en forkortet livmoderhals og sludge, som kunne tyde på infektion. Vi lagde hertil vægt på, at der var cirka 50 % risiko for, at kvinden ville føde før gestationsalder 26 og 60 % risiko for, at hun ville føde før gestationsalder 28. Sandsynligheden for overlevelse ved fødsel i gestationsalder 26 ville være  cirka 60 %, og af dem ville cirka 60 % overleve uden svære neurologiske følger. Sandsynligheden ville være 50 % i gestationsalder 25 og 40 % i gestationsalder 24.

Vi lagde videre vægt på, at børnene samlet set havde en væsentlig risiko for alvorlig sygdom som følge af de påviste forhold hos moderen, der indebar høj risiko for død eller ekstrem præterm fødsel hos børnene. Vi lagde hertil vægt på, at følgevirkningerne ved børnene ville kunne være alvorlige lungeproblemer, tarmproblemer og hjerneblødninger, og at prognosen for deres kognitive funktionsniveau var usikker.

Vi lagde også vægt på, at der ikke var behandlingsmuligheder.

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.