Påvist CMV-smitte ved fostre gav tilladelse til abort

Sagsnummer:

26AB166

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 15. juli 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

19+3

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

31 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 31-årig kvinde, som var gravid i uge 19+3. En fostervandsprøve havde påvist, at begge fostre var smittet med CMV, hvilket er en virus der kan være forbundet med fosterskader. Børnene havde risiko for fosterdød eller neonatal død. Derudover var der risiko for at børnene havde høretab eller neurologiske skader. Børnene var således i risiko for at have blandt andet cerebral parese, epilepsi, autisme og indlæringsvanskeligheder.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at børnene har en væsentlig risiko for alvorlig sygdom som følge af en sygdom hos fostrene. Det skyldes, at det er konstateret at fostrene er smittet med CMV, hvilket medfører en væsentlig risiko på op mod 50 % for neurologiske skader, herunder blandt andet cerebral parese og epilepsi. Derudover medfører CMV også en risiko for høretab og død. 

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.