Påvist trisomi 21 mosaik gav tilladelse til abort

Sagsnummer:

26AB152

Offentliggørelsesdato:

mandag den 29. juni 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

19+2

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

36 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 36-årig kvinde der var gravid i uge 19+2. Ved 1. trimesterskanningen var der forhøjet beregnet risiko for trisomi 21, som medfører Downs Syndrom. En moderkageprøve påviste mosaiktilstand med trisomi 21 og yderligere kromosomundersøgelse bekræftede tilstanden. Kvinden blev oplyst om, at trisomi 21 mosaik er forbundet med Downs Syndrom, oftest i mildere grad. Kvinden blev oplyst om betydningen af Downs Syndrom, som blandt andet medfører dysmorfe træk, funktionsnedsættelse, udviklingshæmning og hjertemisdannelser.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at der var væsentlig risiko for alvorlig sygdom hos barnet som følge af den påviste kromosomafvigelse med trisomi 21 mosaik. Det skyldes, at tilstanden blandet andet er forbundet med væsentlig risiko for mental retardering, hjertemisdannelser, misdannelser i mave-tarm-kanalen og kræftsygdomme. Tilstanden er derudover forbundet med manglende evne til at leve et selvstændigt liv.

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.