Tilladelse til abort på grund af øget væske i hjernen og manglende hjernevæv

Sagsnummer:

26AB123

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 28. maj 2026

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

19+6

Afgørelse:

Tilladelse

Alder:

27 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 27-årig kvinde, der var gravid i uge 19+6. En ultralydsscanning havde blandt andet vist, at der var for meget væske i hjernen (svær hydrocefalus) og for lidt hjernevæv (cerebralt parenkym).

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav tilladelse til abort.

Vi lagde vægt på, at barnet var i væsentlig risiko for at få alvorlig sygdom som følge af forholdene hos barnet. Der var stor risiko for, at barnet ville få alvorlige fysiske og mentale handicaps, herunder fx gentagne hjernekramper (epilepsi) og mentaludviklingshæmning. Omfanget af handicaps kunne ikke forudses, da det ikke kunne forudses hvilke centre i barnets hjerne, der havde været mest påvirket af manglende hjernevæv eller trykket fra væsken i hjernen. Der var desuden risiko for fosterdød og død. Der fandtes ingen helbredende behandlingsmuligheder.

Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 1.