Tilladelse til abort på grund af kvindens usikre boligmæssige, økonomiske og familiemæssige forhold
Sagsnummer:
26AB106
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 5. maj 2026
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
20+5
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
40 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 40-årig kvinde, som var 20 uger og 5 dage henne. Hun anmodede om abort, da hun ikke ønskede at få barnet og ikke længere var sammen med barnefaderen, som boede i Danmark. Kvinden var flygtet fra sit hjemland og opholdte sig på et indrejsecenter, hvor hun ikke havde fast opholdsgrundlag. Hun havde brugt sin formue på at rejse til Danmark, og hun havde ingen netværk her. Kvindens familie var bosat i hendes hjemland, og hun var i risiko for repressalier, hvis hun blev sendt tilbage til sit hjemland med et barn født udenfor ægteskabet. Kvinden døjede desuden med sit psykiske helbred, som hun tog medicin for.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse til abort
Vi lagde vægt på, at graviditeten, fødslen og omsorgen for barnet måtte antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden på baggrund af hendes sociale forhold. Vi lagde hertil vægt på, at kvinden havde et usikkert opholdsgrundlag i Danmark, og at hun var i risiko for repressalier, hvis hun blev sendt tilbage til sit hjemland med et barn født udenfor ægteskabet. Vi lagde også vægt på, at hendes økonomiske og boligmæssige forhold var usikre, da hun ikke havde en fast bopæl, ligesom hendes økonomi var begrænset. Hun ville derfor være afhængig af muligheden for økonomisk bistand.
Vi lagde videre vægt på, at hun ikke havde et netværk i Danmark, og at hendes familiemæssige forhold gjorde, at hun ville blive truet på livet, hvis hun fortsatte graviditeten. Hendes sociale forhold medførte derfor efter en samlet vurdering, at hun ikke i fornødent omfang kunne drage omsorg for barnet. Belastningen af kvinden kunne ikke afhjælpes på anden måde.
Tilladelsen blev givet på baggrund af sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 5.