Afslag da graviditeten ikke var en alvorlig belastning på grund af de sociale forhold

Sagsnummer:

25AB60

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 3. december 2025

Juridisk tema:

Sociale forhold

Graviditetslængde:

22+6

Afgørelse:

Afslag

Alder:

18 år

Afgørelse anket:

Nej

Resumé

Sagen omhandlede en 18-årig kvinde med en graviditetslængde på 22+6. Hun havde først opdaget graviditeten dagen før, da hun var 22+5 uger henne. Hun havde anvendt P-stav som prævention. Kvinden anmodede om abort på baggrund af sociale forhold. Hun var under uddannelse og boede hjemme hos sine forældre. Hun var nydiagnosticeret med ADHD, men var velbehandlet. Hun havde lejlighedsvist indtaget alkohol i alt ca. 6 gange under graviditeten og brugte nikotinprodukter. Kvinden havde lagt planer for sin fremtid i forhold til uddannelse og boligplaner med sin kæreste, som var barnefader, hvis hun skulle gennemføre graviditeten.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav afslag efter sundhedsloven § 94 stk. 1, nr. 5 og lagde vægt på at graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet ikke udgjorde en alvorlig belastning af kvinden, fordi hun kunne få hjælp til det, der måtte være en udfordring. Eksempelvis støtte og rådgivning fra sundhedsvæsenet under graviditeten også i forhold til brug af alkohol og nikotinprodukter. Nævnet lagde også vægt på, at hendes ADHD var velbehandlet, og at der var mulighed for at regulere i behandlingen under graviditeten. Endeligt lagde nævnet vægt på, at hun havde et godt netværk i sine forældre, at det var sædvanligt at 18-årige boede hjemme og ikke var selvforsørgende, at hun havde en god tilknytning til uddannelsessystemet og planer med barnefader for fremtiden.