Frygt for udstødelse af egen familie grundet religion og ære
Sagsnummer:
25AB56
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 2. december 2025
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
20+5
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
18 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 18-årig kvinde, som var gravid i uge 20+5. Hun havde først fundet ud af graviditeten, da hun var i uge 20+2. Kvinden anmodede om abort, da hun var bange for at blive udstødt fra familien af religiøse årsager. Kvinden var hjemmeboende og i gang med en ungdomsuddannelse, ligesom hun havde planer om videregående uddannelse. Hun havde bedt om et mere frit ungdomsliv, da der havde været meget forældrekontrol. Hun havde selv været ved lægen og fik p-piller, som forældrene fandt i tasken og smed ud. Hendes forældre opfattede skole som en nødvendighed, men mente blandt andet ikke, at kvinden skulle ses med veninder. Kvinden havde i skjul haft et forhold til en dansk mand. Forældrene reagerede sædvanligvis ved at ignorere hende, hvis hun gjorde noget forkert og kvinden forventede at forældrene ville reagere voldsomt og glemme, at hun er et menneske, hvis de fandt ud af, at hun var gravid, da det handlede om ære og ry for familien. Kvinden kunne betro sig til en søster og en veninde, men ville ikke kunne regne med hjælp fra familien.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav tilladelse efter sundhedslovens § 94 stk. 1, nr. 5 og lagde vægt på, at kvinden ville miste sit i forvejen spinkle netværk, hvis hun skulle gennemføre graviditeten og dermed ikke ville have nogen støtte. Nævnet fandt det tilstrækkelig sandsynliggjort, at kvinden vil blive udstødt fra sin familie, hvis hun skulle gennemføre graviditeten. Nævnet bemærkede desuden, at kvinden selv havde forsøgt at sikre sig med prævention, men at hun blev nægtet at måtte tage dem, da det ikke var acceptabelt i hjemmet.