Afvisning af sagen, da personen, der anmodede om sterilisation, var fyldt 18 år og var habil
Sagsnummer:
25AB26
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 14. oktober 2025
Juridisk tema:
Sterilisation
Afgørelse:
Klage afvist
Alder:
33 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen drejede sig om en 33-årig patient, som havde anmodet om sterilisation. Det fremgik af sagens oplysninger, at patienten var fuldt ud i stand til at forstå konsekvenserne af indgrebet, og at det ikke var betænkeligt, at patienten selv anmodede om sterilisation.
Sekretariatet for Abortnævnets afgørelse
Sekretariatet for Abortnævnet afviste anmodningen efter sundhedslovens § 108, stk. 1, fordi vi ikke kan behandle en anmodning om sterilisation, når personen, der anmoder om sterilisation, er fyldt 18 år og er habil.
Vi kan behandle en anmodning om sterilisation fra personer, der varigt eller for længere tid er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet på grund af svær psykisk lidelse med realitetstab eller manglende indsigt, forstyrrelse af intellektuel udvikling eller en anden grund.
Vi kan også behandle en anmodning om sterilisation, når det er betænkeligt, at personen selv anmoder om sterilisation, fordi denne har en svær psykisk lidelse med realitetsstab, manglende indsigt eller forstyrrelse i dennes intellektuelle udvikling.
Vi kunne ikke tage stilling til denne anmodning.
Vi lagde vægt på, at der ikke fandtes dokumentation for, at patienten skulle være ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet. Endeligt lagde vi også vægt på, at der ikke fandtes journalmateriale eller anden dokumentation for, at det skulle være betænkeligt, at patienten selv anmodede om sterilisation.