Tilladelse til abort
Sagsnummer:
25AB04
Offentliggørelsesdato:
tirsdag den 30. september 2025
Juridisk tema:
Sociale forhold, Kvindens helbred
Graviditetslængde:
19+5
Afgørelse:
Tilladelse
Alder:
25 år
Afgørelse anket:
Nej
Resumé
Sagen omhandlede en 25-årig kvinde, som var gravid i uge 19+5.
Graviditeten var konstateret ved en ultralydsundersøgelse i uge 18+6, hvorefter barnefaderen, som hun havde kendt i 4 måneder forlod hende. Kvinden var psykisk sårbar og i behandling for depression, ligesom hun tidligere havde været indlagt på baggrund af spiseforstyrrelse. Kvinden selvmedicinerede dagligt med cannabis. Hun havde bostøtte, som hjalp med det daglige, herunder at huske kvinden på at lave mad og fastholde til uddannelse. Kvinden havde kontakt med sin mor, der var psykisk syg og havde en veninde. Hun havde udsigt til og et mål om at færdiggøre HF og læse videre på en social-og sundhedsuddannelse.
Abortnævnets afgørelse
Abortnævnet gav kvinden tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94 stk.1 nr. 3 og 5.
Vi lagde vægt på, at der var en væsentlig risiko for, at kvindens psykiske helbred ville blive forringet, hvis hun skulle gennemføre graviditeten fordi hun allerede var psykisk sårbar og som følge deraf havde et nedsat funktionsniveau og behov for selvmedicinering med cannabis for at falde til ro. Sygdomshistorikken med depression og spiseforstyrrelse, og en aktuel forringelse af det psykiske helbred ville medføre en nedsat evne til at tage vare på et barn. Vi lagde også vægt på, at en gennemførelse af graviditeten ville kræve en omlægning af medicinen mod depression (Brintellix), da dette præparat ikke kunne anbefales under graviditet på grund af usikkerhed om påvirkningen af fosteret. En medicinomlægning på dette tidspunkt ville også medføre en øget risiko for forringelse af kvindens psykiske helbred. Endeligt lagde vi vægt på at det efter en samlet vurdering af de sociale forhold måtte antages, at det, at skulle drage omsorg for et barn, ville medføre en alvorlig belastning af kvinden. Det skyldtes særligt hendes begrænsede familiemæssige netværk, at hun selv havde brug for bostøtte for at komme igennem dagligdagen og fordi det vil medføre et tab af hendes tilknytning til uddannelsessystemet.