Enig i midlertidig fratagelse af autorisationer efter begrundet mistanke om misbrug af euforiserende stoffer og afhængighedsskabende lægemidler

Sagsnummer:

25TS02

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 12. juni 2025

Juridisk tema:

Midlertidig fratagelse af autorisation

Afgørelse:

Enig i afgørelse

Kategori:

Sygdom/Misbrug

Resumé

Styrelsen for Patientsikkerhed fratog en sundhedspersons autorisationer midlertidigt på grund af et alvorligt misbrug af afhængighedsskabende lægemidler og narkotika, som gjorde sundhedspersonen uegnet til at arbejde i de pågældende erhverv. Det blev vurderet, at sundhedspersonen var til fare for patientsikkerheden.

Sundhedspersonen klagede over afgørelsen. Det blev anført, at der ikke var det fornødne grundlag til at fastslå, at sundhedspersonen var til fare for patientsikkerheden, idet vedkommende selv straks havde taget ansvar for at håndtere den situation, der var opstået. Det blev også anført, at sagens faktum ikke understøttede et aktivt misbrug, hvorfor der kunne være truffet en afgørelse om en mindre indgribende sanktion.

Ankenævnets afgørelse

Vi var enige med Styrelsen for Patientsikkerhed i, at der var grundlag for midlertidigt at fratage sundhedspersonen sine autorisationer, henset til at der på baggrund af sagens oplysninger var begrundet mistanke om fare for patientsikkerheden grundet misbrug af euforiserende stoffer og afhængighedsskabende lægemidler. Det fremgik af sagen, at sundhedspersonen havde set sig nødsaget til at anvende euforiserende stoffer og afhængighedsskabende lægemidler på grund af arbejdspres, og at dette havde medført indlæggelse. Der var endvidere blevet fundet flere forskellige afhængighedsskabende lægemidler, eller tom emballage herfra, på sundhedspersonens adresse.