Enig i midlertidig fratagelse af autorisation på grund af manglende
Sagsnummer:
24TS02
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 10. oktober 2024
Juridisk tema:
Midlertidig fratagelse af autorisation
Afgørelse:
Enig i afgørelse
Kategori:
Sygdom/Misbrug
Styrelsen for Patientsikkerhed fratog en sundhedspersons autorisation midlertidigt. Sundhedspersonen var flere gange udeblevet fra en påbudt urinkontrol og havde dermed ikke medvirket ved tilsynet. Sundhedspersonen havde fået påbud om blandt andet at aflægge urinprøver to gange ugentligt i en periode, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed havde begrundet mistanke om, at sundhedspersonen var uegnet til at udøve sit hverv som følge af misbrug eller sygdom.
Sundhedspersonen klagede over afgørelsen. Det fremgik bl.a. af klagen, at grunden til udeblivelserne var sygdom og kommunikationsproblemer.
Ankenævnets afgørelse
Vi tiltrådte Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse. Ankenævnet var enig i, at der var grundlag for at fratage autorisationen midlertidigt, fordi sundhedspersonen ikke var mødt regelmæssigt til de løbende urinkontroller. Vi vurderede, at der ikke var tale om en mindre undskyldelig tilsidesættelse. Sundhedspersonen var i adskillige måneder ikke mødt regelmæssigt til urinkontrol, selvom Styrelsen for Patientsikkerhed flere gange havde indskærpet, at det kunne have konsekvenser for sundhedspersonens autorisation.