Enig i midlertidig fratagelse af autorisation på grund af manglende medvirken ved tilsynet

Sagsnummer:

24ST07

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 10. oktober 2024

Juridisk tema:

Midlertidig fratagelse af autorisation

Afgørelse:

Enig i afgørelse

Kategori:

Sygdom/Misbrug

Styrelsen for Patientsikkerhed fratog en sundhedspersons autorisation midlertidigt, fordi sundhedspersonen ikke medvirkede ved styrelsens tilsyn. Sundhedspersonen var udeblevet fra flere urinkontroller, som styrelsen havde påbudt sundhedspersonen at aflægge grundet mistanke om alkoholmisbrug.

Sundhedspersonen klagede over Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse. Sundhedspersonen oplyste, at sundhedspersonen aldrig havde været påvirket på arbejde eller modtaget klager herom. Sundhedspersonen oplyste også forskellige årsager til, hvorfor sundhedspersonen ikke havde aflagt de påbudte urinkontroller.

Ankenævnets afgørelse

Vi var enige i, at der var grundlag for at fratage sundhedspersonen autorisationen midlertidigt, fordi sundhedspersonen ikke havde medvirket ved tilsynet. Vi lagde vægt på, at sundhedspersonen gentagne gange var udeblevet fra urinkontrollerne, trods flere indskærpelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed om at følge kontrollerne.