Alvorlig lidelse i form af Zellweger Syndrom kunne ikke give tilladelse til abort ved levedygtigt foster

Sagsnummer:

26AN04

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 19. februar 2026

Juridisk tema:

Levedygtighed

Graviditetslængde:

35+3

Afgørelse:

Afslag

Alder:

31 år

Resumé

Sagen omhandlede en kvinde, som var gravid i uge 35+3. Det var ved genetiske undersøgelser konstateret, at fosteret led af Zellweger Syndrom i svær grad. Tilstanden medfører misdannelser af hjernen, alvorlige neurologiske symptomer, hæmmet vækst, påvirkning af nyre og lever samt

karakteristiske ansigtstræk. Nyfødte vil være præget af slaphed i musklerne

og krampeanfald, de vil ikke være modstandsdygtige i forhold til

infektioner og sygdomme, udviklingen vil være hæmmet, og tilstanden er ofte dødelig inden for de første to leveår.

Abortnævnets afgørelse

Abortnævnet gav afslag på tilladelse til abort efter § 94, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, i sundhedsloven med den begrundelse, at fundene hos fosteret udgjorde en væsentlig risiko for alvorlig sygdom, men at det ikke på baggrund af de konkrete fund hos barnet var muligt at vurdere, i hvilken grad sygdommen ville påvirke barnet efter fødslen i dens levetid. Derfor var der ikke grundlag for abort på det fremskredne tidspunkt i graviditeten.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet var enig i Abortnævnets afgørelse og gav også afslag på abort efter § 94, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, i sundhedsloven.

Ankenævnet begrundede dog afgørelsen med, at selvom der var tale om en alvorlig tilstand, var der ikke grundlag for at afbryde fosterets liv på nuværende tidspunkt.