Arbejde, støttende familie og forudsætninger for uddannelse medførte afslag på abort
Sagsnummer:
25AN03
Offentliggørelsesdato:
mandag den 10. februar 2025
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
13+0
Afgørelse:
Afslag på abort
Alder:
24 år
Sagen omhandlede en kvinde på 24 år, der var gravid i uge 13+0. Hun anmodede om abort, da hendes ægtefælle, der også var barnefaren, var bosat i udlandet, og at hun dermed ville blive alene med barnet. Hun havde siden gymnasiet haft sæsonarbejde og rejst meget. Hun boede i en lejlighed ejet af sine forældre. Hendes forældre hjalp hende i perioder økonomisk. Hendes ægtefælle arbejdede i sit hjemland i Afrika, men havde ikke en fast indkomst. Hun havde et tæt forhold til sin familie, og i øvrigt et godt netværk.
Samrådet havde givet afslag efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6, da kvinden generelt levede under velordnede, stabile sociale forhold, og at den aktuelle livssituation med en ægtefælle i et afrikansk land, sæsonarbejde og mange udgifter til rejser ikke indebar en så tungtvejende og alvorlig belastning, at betingelser for tilladelse til abort var opfyldt.
Vi fandt, i lighed med samrådet, betingelser i sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6, ikke var opfyldt. Vi lagde vægt på, at kvinden havde en gymnasial uddannelse, at hun havde været i arbejde siden gymnasiet, og at hun havde en støttende familie. Vi vurderede derudover, at hun havde gode forudsætninger for at opnå uddannelse og en rimelig økonomi.