Vanskelige opvækstvilkår, ingen tilknytning til arbejdsmarkedet og udviklingsforstyrrelse kan give tilladelse abort

Sagsnummer:

24AN22

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 24. oktober 2024

Juridisk tema:

Sociale forhold

Graviditetslængde:

20+3

Afgørelse:

Tilladelse til abort

Alder:

30 år

Sagsfremstilling

Sagen drejede dig om en kvinde på 30 år, der var gravid i uge 20+3. Hendes opvækst havde været præget af hendes forældres alkoholmisbrug, og hun havde ikke en god relation til sin familie. Hun havde aldrig haft tilknytning til arbejdsmarkedet, og hun havde ikke overblik over sin indkomst eller hvorvidt hun havde gæld. Hun boede på ansøgningstidspunktet hos en veninde, da hun lige havde afbrudt forholdet til barnefaren. Hun havde en søn, som boede hos sin far, og som hun ikke havde samvær med. Hun havde derudover en udviklingsforstyrrelse. Hun ønskede at afbryde graviditeten på grund af sine økonomiske og boligmæssige forhold, og da hendes psykiske udfordringer på tidspunktet var tiltagende.

Samrådets afgørelse

Regionens abortsamråd havde givet afslag på abort, idet der, henset til graviditetslængden, ikke var tilstrækkeligt tungtvejende sociale grunde til, at der kunne give tilladelse til abort.

Ankenævnets afgørelse

Vi ændrede afgørelsen og gav tilladelse til abort, da vi vurderede, at betingelserne i Sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6, var opfyldt.

Vi lagde vægt på, at kvinden havde et meget lavt funktionsniveau, at hun havde haft vanskelige opvækstvilkår, og at hun aldrig havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi lagde også vægt på, at forholdet til barnefaren var opløst, at hun var uden bolig, og at hun var begrænset af sin udviklingsforstyrrelse.