Kvinde med sociale udfordringer og ingen tilknytning til arbejdsmarkedet fik tilladelse til abort
Sagsnummer:
24AN21
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 24. oktober 2024
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
16+3
Afgørelse:
Tilladelse til abort
Alder:
24 år
Sagsfremstilling
Sagen omhandlede en kvinde på 24 år, der var gravid i uge 16+3. Hun havde gennemført 10. klasse og havde herefter haft forskellige ufaglærte jobs. Hun var på tidspunktet for ansøgningen om abort uden beskæftigelse og var tilknyttet jobcenteret, hvor hun deltog i et forløb 3 timer om ugen med det formål, at hun kom ud af sin lejlighed og var sammen med andre mennesker. Hun havde også symptomer på angst og fobi. Hun var samlevende med barnefaren, som modtog kontanthjælp. Parret beskrev deres økonomi som presset. Kvinden forventede ikke at kunne få støtte fra sin familie, dels da begge hendes forældre var ledige og med dårlig økonomi, dels da hun på grund af sin kulturelle og religiøse baggrund frygtede eksklusion fra sit nærmiljø.
Samrådets afgørelse
Det regionale samråd havde givet afslag på abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 4 og 6, da parret havde et fast forhold og gode boligforhold, og kvindens psykiske udfordringer blev ikke vurderet som værende varige.
Ankenævnets afgørelse
Vi vurderede på samme måde som samrådet, at der ikke var grundlag for at give tilladelse på baggrund af kvindens helbredsmæssige forhold efter § 94, stk. 1, nr. 4, men det var vores vurdering, at kvindens aktuelle personlige og sociale forhold var af en sådan karakter, at der var grundlag for at give tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6.
Vi lagde vægt på, at hun ikke havde været i stand til at fastholde sit tidligere job, og derfor var uden beskæftigelse, at barnefaren ligeledes var uden beskæftigelse, at hun havde nogle generelle sociale udfordringer, herunder med angst og med et forløb hos jobcenteret. Vi lagde også vægt på, at hun ikke kunne forventes at kunne få hjælp fra sit netværk. Endelig lagde vi vægt på, at det fremgik af sagens materiale, at kvinden indtil for kort tid siden havde haft et omfattende misbrug af cannabis.