Parrets samlede livssituation kunne begrunde tilladelse til abort

Sagsnummer:

24AN18

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 24. oktober 2024

Juridisk tema:

Sociale forhold

Graviditetslængde:

13+0

Afgørelse:

Tilladelse til abort

Alder:

30 år

Sagsfremstilling

Sagen omhandlede en kvinde på 30 år, der var gravid i uge 13+0. Der var tale om enæggede tvillinger med én moderkage (monochorisk tvillingegraviditet), hvilket er forbundet med forøgede risici for komplikationer. Kvinden og hendes ægtefælle havde fast arbejde og god økonomi. De havde en yngre søn, der var sund og rask, men havde adfærdsproblemer i børnehaven. Kvindens ægtefælle fremstod depressiv, og kvinden beskrev det som svært at opretholde en god hverdag for sønnen, da hun og sønnen gjorde meget for at tage hensyn til farens skrøbelighed. Kvinden ønskede at afbryde graviditeten, da hun var bekymret for udsigten til at gennemgå en højrisikograviditet, og da parret vurderede, at tvillinger ville være en umulig opgave for dem.

Samrådets afgørelse

Det regionale samråd havde givet afslag på abort efter sundhedslovens § 97, stk. 3, da medlemmerne ikke var enige.

Ankenævnets afgørelse

Vi vurderede, at betingelserne for at få tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6, var opfyldt. Vi vurderede, at trods kvinden og hendes ægtefælle havde fast arbejde og god økonomi, befandt familien sig i en overordentlig sårbar situation, hvorfor den samlede livssituation blev vurderet at udgøre en belastning for familien, der ikke kunne afværges på anden måde end ved abort.

Vi lagde vægt på beskrivelsen af sønnens mistrivsel, på det begrænsede netværk med ringe mulighed for hjælp samt graviditetslængden.