Ikke tilladelse til abort ved fremskreden graviditet trods ung alder
Sagsnummer:
24AN14
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 24. oktober 2024
Juridisk tema:
Sociale forhold
Graviditetslængde:
22+3
Afgørelse:
Afslag på abort
Alder:
16 år
Sagsfremstilling
Sagen blev afgjort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6, omhandlede en pige på 16 år, der var gravid i uge 22+3. Hun boede hos sine forældre og gik i 9. klasse. Hun havde ikke en selvstændig økonomi. Barnefaren var hendes kæreste. Hun var sund og rask, men havde tidligere haft nogle udfordringer med selvskade, og havde siden konstateringen af graviditeten ikke haft det psykisk godt. Hun anmodede om tilladelse til abort, da hun var bekymret for sit omdømme, for at miste sine venner, og for at hun ikke ville kunne starte på gymnasiet, hvis hun fik et barn.
Samrådets afgørelse
Det regionale samråd gav afslag på abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 5 og 6. De begrundede afgørelsen med, at hun som 16-årige ikke længere var omfattet af nr. 5, og at hun i det store hele var velfungerende og der derfor ikke var tale om forhold, der gjorde det påkrævet at afbryde graviditeten, hvorfor nr. 6 ikke var opfyldt. Samrådet havde også lagt vægt på den fremskredne graviditetslængde.
Ankenævnets afgørelse
Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at give tilladelse til abort. Vi inddrog § 94, stk. 1, nr. 5, i afgørelsen, da piger til og med 16 år betragtes som unge i bestemmelsens forstand. Vi vurderede, at uanset pigens alder, var der ikke tilstrækkeligt tungtvejende grunde til at give tilladelse på det meget fremskredne tidspunkt i graviditeten, da hun havde tilstrækkeligt stabile sociale forhold og måtte forventes at kunne få støtte og omsorg fra sine forældre.