Blodansamling med risiko for komplikationer gav ikke tilladelse til abort

Sagsnummer:

24AN10

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 24. oktober 2024

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

22+6

Afgørelse:

Afslag på abort

Alder:

34 år

Sagsfremstilling

Sagen drejede sig om en kvinde på 34 år, der var gravid i uge 22+6. Hun havde flere gange gennem graviditeten haft kraftig vaginalblødning, og der var ved skanning fundet en stor blodansamling. Det fremgik af sagens materiale, at større blodansamlinger med blødninger giver øget risiko for komplikationer som for tidlig fødsel, løsning og væksthæmning, samt at denne risiko ikke er ubetydelig, men at den ikke er mulig at præcisere nærmere.

Samrådets afgørelse

Det regionale samråd gav afslag på abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 6.

Ankenævnets afgørelse

Vi bemærkede, at sagen ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger om kvindens personlige forhold til, at der kunne træffes afgørelse om tilladelse til abort på social indikation.

Vi vurderede i stedet sagen efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 3. Vi vurderede, at det forhold, at kvinden var i risiko for en for tidlig fødsel, ikke er tilstrækkelig til at give tilladelse til abort. Vi lagde vægt på, at det er usikkert, om kvinden ville føde for tidligt og i så fald i hvor langt henne i graviditeten, hvorfor det ikke er muligt at fastslå, hvilken betydning det kunne have for barnets prognose.