Øget risiko ved enægget tvillingegraviditet gav ikke grundlag for tilladelse til abort

Sagsnummer:

24AN08

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 24. oktober 2024

Juridisk tema:

Fosterets tilstand

Graviditetslængde:

13+2

Afgørelse:

Afslag på abort

Alder:

38 år

Sagsfremstilling

Sagen omhandlede en kvinde på 38 år, der var gravid i uge 13+2. Skanningsundersøgelse havde vist, at kvinden var gravid med enæggede tvillinger. Skanningen viste i øvrigt normale fund. Kvinden ønskede at afbryde graviditeten, da hun og hendes partner ikke kunne overskue en graviditet med de forøgede risici, en enægget tvillingegraviditet medfører.

Samrådets afgørelse

Det regionale samråd havde givet afslag efter sundhedslovens § 97, stk. 3, som siger, at der ikke kan gives tilladelse til abort, hvis samrådets medlemmer ikke er enige.

Ankenævnets afgørelse

Vi vurderede, at der ikke var grundlag for at give tilladelse til abort efter § 94, stk. 1, nr. 3. Vi lagde vægt på, at selvom risikoen for komplikationer i en graviditet med enæggede tvillinger generelt er forøget, er der ikke hjemmel i bestemmelsen til at give tilladelse til en abort efter udløbet af 12. graviditetsuge, når der ikke er konstateret en konkret fare for en alvorlig lidelse hos fosteret.