Mistanke om ADHD kunne ikke begrunde tilladelse til abort
Sagsnummer:
24AN04
Offentliggørelsesdato:
torsdag den 24. oktober 2024
Juridisk tema:
Kvindens helbred
Graviditetslængde:
19+3
Afgørelse:
Afslag på abort
Alder:
41 år
Sagsfremstilling
Sagen drejede sig om en kvinde på 41 år, der var gravid i uge 19+3. Hun var i forhold med barnefaren, som hun boede med i eget hus. Hun havde en erhvervsuddannelse, og de var begge i fuldtidsarbejde. Deres økonomi var beskrevet som god. Barnefaren havde ADHD, hvilket kvinden også mistænkte, at hun selv kunne have. Kvinden ønskede at afbryde graviditeten, da hun var bekymret for ikke at være i stand til at varetage den følelsesmæssige omsorg for et barn. Hun havde også oplyst, at hendes egen læge ikke opdagede at hun var gravid, da hun henvendte sig inden 12. graviditetsuge med hyppige vandladninger, kvalme, synsforstyrrelser og ekstrem træthed.
Samrådets afgørelse
Det regionale samråd gav afslag på abort.
Ankenævnets afgørelse
Vi var enige med samrådet og vurderede, at der ikke var grundlag for tilladelse til abort efter sundhedslovens § 94, stk. 1, nr. 4 og 6.
Vi lagde vægt på, at kvinden havde stabile sociale, økonomiske og boligmæssige forhold, og at hun havde et godt netværk. Det var vores vurdering, at hendes oplysning om, at hun var bekymret for ikke at kunne varetage den følelsesmæssige omsorg for barnet, samt at egen læge ikke opdagede graviditeten, ikke kunne føre til en tilladelse.